Nu hvor koncerter og festivaler er blevet aflyst på stribe, må man jo tænke lidt anderledes. Så hvorfor ikke holde en havefest med lækker hiphop og endnu mere lækker »pizzaextravaganza«?
Det har Emil Stabil og Michael Williams måske tænkt, for de har netop annonceret en række havefester, der finder sted i løbet af sommeren 2020. Her kan du opleve de to rappere spille samt få en masse mad og drikke. »Ingen går tørstige eller sultne hjem«, lover de således via en pressetekst.
Hvis det lyder som noget for dig, og det allerede kilder i tastaturfingrene for at købe billet, så skal du dog være forberedt på at gå lidt anderledes til værks.
Havefesterne bliver nemlig sat til salg som auktioner på Lauritz.com, hvor man altså kan byde på festen. Auktionerne starter 1. juli kl. 12.00 og slutter igen 16. juli.
»Jeg garanterer, at det bliver en hjernedød fest«, siger Emil Stabil i en pressemeddelelse.
Og tilbage er jo bare spørgsmålet: Hvor meget er du villig til at slippe for en havefest med to festglade rappere?