The Weeknd talte i går direkte til nogle af musikindustriens giganter, da han i et opslag på Instagram opfordrede pladeselskaberne Universal, Sony og Warner samt streamingtjenesterne Apple Music og Spotify til at lave offentlige donationer i forbindelse kampen mod racisme og politivold i USA efter mordet på George Floyd.
Opslaget kom dagen efter, Abel Tesfaye offentliggjorde på Instagram, at han i alt havde doneret en halv million dollars til forskellige organisationer. Han mener, at musikindustrien bærer et stort ansvar i forhold til at støtte den nuværende sag: »Ingen tjener mere på sort musik end pladeselskaberne og streamingtjenesterne«, skriver han og opfordrer efterfølgende til, at ovenstående spillere i branchen skal donere stort og offentligt.
Warner Music Group er allerede kommet med deres bud på hjælp, da pladeselskabet har oprettet en fond på 100 millioner dollars i samarbejde med ejeren, Lev Blavatinik. Fondens formål er »at støtte velgørende formål, der er relateret til musikindustrien, social retfærdighed og kampagner mod vold og racisme«.
Spotify og Sony Music har ifølge The Times meldt ud, at de vil matche deres ansattes donationer.