1. Ric Wilson ‘Fight Like Ida B & Marsha P’
Situationen i USA manifesterer sig også i musikken, og i øjeblikket vrimler det frem med intense protestsange. Funkrapperen Ric Wilson skriver sig ind i bølgen med denne groovy opsang til at lade sig inspirere af folk som Ida B. Wells og Marsha P. Johnson.
2. Icekiid ‘ErruDumEllaHvad’
Icekiid har konsekvent nogle af de stærkeste hooks i spillet, og tilsat de ubesværede flows er ‘ErruDumEllaHvad’ et klasseeksempel på, hvad der gør ham så toneangivende.
3. Anderson .Paak ‘Lockdown’
Ellers så festlige Anderson .Paak har også en protestsang i ærmet. Her rapper han om sine oplevelser under en Black Lives Matter-protest i Los Angeles, og hans skildringer af politibrutaliteten er hårrejsende.
4. Tessa ‘Bål’
Den melodiske ‘Bål’ viser en ny side af Tessa, og den tropiske Pilfinger-produktion fungerer som stærkt fundament for en opløftende fortælling om Tessas rejse fra ingenting til storhed. Det er poprap, men det beholder den nerve, Tessas mest hardcore numre gjorde sig bemærket for.
5. Idles ‘Grounds’
De politiske postpunkere i Idles har annonceret, at de 25. september udgiver albummet ‘Ultra Mono’. Den voldsomme, bragende single ‘Grounds’ er en ode til at tro på sig selv, men stadig med nogle skarpe politiske undertoner.
6. Lil Baby ‘The Bigger Picture’
Lil Baby var ikke just på listen over rappere, vi forventede en protestsang fra, men hans nærmest grædende autotune fungerer fornemt til at formidle, hvor håbløst det føles, når politiet systematisk profilerer, begår overgreb på og dræber sorte.
7. Pari Penn ‘LP’s Are Cool (If You Like Them)’
Den luftige coolness på aarhusianske Pari Penns nye single er så behagelig som et nyvasket pudevår. Deres selverklæret 80’er-inspirerede synthpop emmer på én gang af afklarethed og eftertænksomhed, som den følsomt svæver afsted.
8. Ida Laurberg ‘Lost All Hope’
Ida Laurberg har udgivet studieudgaven af det smukke track, som hun i sidste uge sang til INPUT LIVE på Soundvenue-kontoret. Singlen vil være at finde på hendes kommende debut-ep ‘Phase Five’, der gennem fem tracks skildrer fem faser, hun gik igennem efter et brud.