Indtil i dag havde Jenny kun udgivet én sang, men med ‘Italia Is the End of the World‘ lykkedes det bandet både at blive nomineret til årets sang ved Steppeulven og fremhævet på vores Breakin’ Sound-liste her på sitet. Ikke dårligt for en første single.
Nu er Jenny, der består af Sophia Hage, Emma Ottsen Knudsen og Barbro Kuypers, klar med anden skæring i form af den energiske ‘Somethings You’ll Never Know (Unless I Tell U So)’.
Denne gang bæres nummeret af aggressive trommemaskiner, pulserende synths, distortionguitarer og pumpende stortromme, der fortsætter bandets charmerende, lo-fi indierock.
Ligesom med ‘Italia Is the End of the World’ er der en hjemmelavet kvalitet over musikken – og især musikvideoen, hvor trioen befinder sig inde i retro-spilunivers af en art og render rundt på, hvad der ligner Amager Fælled.
Vi glæder os til at høre meget mere fra Jenny i løbet af året.