Siden 6ix9ine har fået sin fodlænke af, og altså igen må bevæge sig ud i verden, har han nærmest ikke lavet andet end at trolle sine gamle fjender ved at rende rundt i New Yorks gader og skabe sig.
Mange havde ikke troet, at rapperen, der jo har samarbejdet med politiet og vidnet mod bandemedlemmer, kunne vise sit ansigt i sin hjemby. Det har han altså fået modbevist. Men nu er det, mange forudså, alligevel sket: 6ix9ine er kommet alvorligt til skade.
Okay, han er godt nok ikke blevet overfaldet (så vidt vi ved!) eller noget i den stil. Men han har brækket sit håndled.
Via et Instagram-opslag fra et lægebesøg meldte rapperen i første omgang ud, at skaden skyldtes, at han havde været uforsigtig på gaden. Underforstået: At nogen havde angrebet ham. Siden har han dog ændret forklaring. Nu hævder rapperen (til TMZ), at han er snublet over sin hund og faldet ned af nogle trapper. Hvilket jo også lyder lidt usandsynligt.
Så hvad er der i virkeligheden sket? Ingen ved det. Det eneste, der virker helt sikkert, er, at 6ix9ine er langt fra færdig med at trolle os. Næste afsnit af sagaen om den kontroversielle rapper vil måske endda finde sted i Hollywood – han har nemlig netop Instagrammet, at han er landet i Los Angeles.