Det kan være svært at holde overblik over de mange, mange tweets, Kanye West sendte ud i æteren i løbet af i går, men én ting er sikkert: Han er gået i direkte kamp mod pladeselskabet Universal, der er moderselskabet til hans eget G.O.O.D. Music.
Vi tager den lige kronologisk og kommer altså til vandingen af Grammy-prisen senere.
Kanyes største mission lige nu er at anskaffe sig rettighederne til sine egne masterindspilninger: Dem, der ejer rettighederne til de oprindelige indspilninger af musikken (masterindspilningerne), tjener penge på, at musikken bliver brugt og afspillet.
Ifølge Kanye West vil Universal ikke sælge hans masterindspilninger, selv om han – skulle man tro – efterhånden har råd til at købe dem tilbage.
Efterfølgende tweetede Kanye billeder af det, han beskriver som ti kontrakter, han har med Universal: »Jeg har brug for, at alle advokater i verden kigger på det her«. Og han beder andre kendte musikere – inklusive Taylor Swift – om hjælp til at råbe op om uretfærdige kontrakter.
Og så er det altså her, vi kommer til tisseriet. For ledsaget af teksten »tro mig … jeg stopper ikke«, har Kanye lagt en video op, hvor han tisser på en Grammy-statuette.
Jeg skal ikke udtale mig i store vendinger om Kanyes generelle tankegang, men budskabet her kunne være, at Kanye – bogstavelig talt – pisser på den etablerede musikbranche: Prisuddelingerne, de store pladeselskaber, det hele.
Hit-Boy har tilkendegivet sin støtte til Kanye – hvilket Kanye ikke har været sen til at anerkende. Produceren er ikke den store fan af mennesket Kanye, men står bag budskabet om bedre og mere fair pladekontrakter, skriver han i et opslag.