Det kan godt være, NLE Choppe har frarådet folk at købe Travis Scott’s McDonald’s-menu, men det har altså ikke stoppet fans fra at troppe op i fastfoodkæden og bestille måltidet via de magiske ord: »Cactus Jack sent me«.
Faktisk har der været så stor interesse for Travis Scott-menuen, at nogle McDonald’s-restauranter decideret har haft udsolgt af ingredienserne.
Menuen minder ret meget om en Quarter Pounder-menu, og ifølge USA Today, som efter sigende har fået fingre i et officielt McDonald’s-memo, har visse restauranter været nede og skraben bunden af køleskabene, når det kommer til bøffer, bacon, løg og salat.
»Vi har skabt et program, som er så tillokkende for vores kunder, at det strækker vores verdensklasse-forsyningskæde«, lyder det ifølge USA Today i memoet.
»Faktisk har det været så lit, at nogle af vores restauranter har haft midlertidigt udsolgt af nogle af ingredienserne i menuen«, bekræfter McDonald’s i en udtalelse til USA Today.
Travis Scott-menuen kan kun købes i USA og indtil 4. oktober. Måler man på omtale og nu også det generelle salg af menuer, så virker kendissamarbejdet til at være et ret effektivt et af slagsen.