I fredags udgav Tory Lanez ‘Daystar’, der er et slags konceptalbum om den episode, hvor Megan Thee Stallion hævder, at han skød hende i begge fødder.
Albummet har været ekstremt kontroversielt, fordi den canadiske rapper ikke har udtalt sig om de hændelser, Megan Thee Stallion kalder »den værste oplevelse i mit liv«. Men nu altså pludselig udgiver 17 sange om sagen. Det kunne ligne et kynisk PR-stunt, der bruger dén oplevelse som promo for et album.
Men derudover er ‘Daystar’ også bare et frustrerende lyt, fordi Tory Lanez nægter at beskrive, hvad der specifikt skete den skæbnesvangre aften i juli måned. Der er masser af disses mod de fjender, den canadiske rapper ser over alt, og som han mener har »framet« ham. Og der er mange bedyringer om uskyld. Men albummet giver ikke rigtig noget, der ligner Lanez’ version af historien.
Alligevel forudser rapperen nu sin egen frikendelse. »Jeg holder mig til Guds sandhed«, skriver han således via en Instagram Story. »Og derfor er det ligemeget hvem der rejser sig mod mig (…) jeg kommer til at klare mig og fortsætte mod storhed. Som Gud sagde, jeg ville«.
Masser af store proklamationer fra manden, der for tiden er anklaget for at have en skjult pistol med sig den aften, hvor Megan Thee Stallion blev skudt.
Mens de anklager altså stadig hænger over Tory Lanez’ hoved, har rapperen dog allerede frikendt sig selv i ‘Most High’-musikvideoen, hvor han blandt andet smiler flabet ind i kameraet efter en iscenesat frikendelse og derudover også refererer til O.J. Simpson og dennes ikoniske handske, der ‘beviste’ hans uskyld.
Ja, nu har Lanez altså sammenlignet sig selv med både Chris Brown og O.J. Simpson. For at bevise sin uskyld. Det er mildest talt mærkeligt.
Megan Thee Stallion har stadig ikke udtalt sig om ‘Daystar’-udgivelsen. I stedet har hun brugt ugen på at promovere sin nye single ‘Don’t Stop’ med Young Thug, der lander fredag.