Nicki Minaj og Tracy Chapman har indgået et forlig omkring Minajs sang ‘Sorry’ fra 2018, der bruger et sample af Chapmans klassiker ‘Baby Can I Hold You’.
Det skriver Pitchfork, der har fået indsigt i retsdokumenterne. Nicki Minaj skal betale knapt 3 millioner kroner i erstatning over det uautoriserede sample.
Nummeret, der har Nas som feature, skulle have været en del af Minajs album ‘Queen’, men nåede aldrig med på udgivelsen, da Minaj kort inden opdagede, at hun ikke havde rettigheder til at sample Chapmans sang.
Men rapperen var ikke tilfreds med at lade nummeret ligge og visne på hylden. Derfor lækkede hun angiveligt sangen til DJ Funk Flex, hvorefter den begyndte at florere på internettet.
Og det lader til, at Minaj nu har indgået et forlig, for at undgå, at retten skal grave i, hvordan sangen egentlig havnede på internettet. Minaj har nemlig fået i medhold i, at hun havde ret til at eksperimentere med samples i studiet.
Næste skridt i retssagen var således en undersøgelse af, hvordan nummeret blev lækket, og her pegede en række beviser – blandt andet et tweet fra DJ Funk Flex, der skriver, at han fik nummeret af Minaj selv – på Minaj som bagkvinde. Men den del af udredningen er altså overflødig nu.