1. Chinah ‘Mysterious’
Mens vi tålmodigt venter på en albumtoer fra Chinah, serverer den danske electropoptrio dette eftertænksomme, indadskuende stykke forvrænget synthpop. Og som sangtitlen lægger op til, sørger Chinah for dejligt meget mystik i lyden.
2. Kamma ‘Drowning’
Det danske artpopstjerneskud Kamma er på vej med debut-ep’en ‘Momentary Emotions’, der er produceret af ingen ringere end Sune Rose Wagner. ‘Drowning’ er spækket med drama og tunge overvejelser, hvilket munder ud i et storladent afsluttende omkvæd.
3. DJ Danny ‘On a Mountain’
PC Music-produceren Dannyt L Harle udgiver 21. februar et album betitlet ‘Harlecore’. Her påtager han sig fire personaer med hver sin unikke lyd: DJ Danny, MC Boing, DJ Mayhem og DJ Ocean. Med ‘On a Mountain’ møder vi førstnævnte, der her befinder sig et euforisk sted mellem drum’n’bass og melodisk trance.
4. Uden Ord ‘Et klart eksempel (Der ved cyklerne)’
Tværfløjte, storbypoesi og skævvredne trommerytmer er nogle af de essentielle ingredienser i den nye single fra den progressive poptrio Uden Ord. Sangen leder op til gruppens debutalbum ‘Eventyr’, der lander 5. marts.
5. Trey & Zay ‘Bunda’
Afrotrap-duoen Trey & Zay fik øjeblikkelig succes, da de sidste år debuterede med fodbold-bangeren ‘Daramy’, og med ‘Bunda’ får vi vestegnsrappernes blot tredje single. Sangen er propfyldt med levende flows og vidunderligt overlegen attitude.
6. Body Meat ‘Ultima’
Glitchpopgruppen Body Meat befinder sig i den spændende, mere r’n’b-klingende ende af genren. Men der er også hentydninger til hyperpop, hiphop og sågar gruppens fortid i mathrock. Deres nye sang ‘Ultima’ er virkelig uortodoks, og den får os til at forvente uafbrudt manisk vildskab, når deres ep ‘Year of the Orc’ udkommer 16. marts.
7. Hans Philip ‘Somendrøm’
Hans Philip bryder endelig tavsheden med denne melankolske, underspillede popsang, der har fået premiere på den tyske YouTube-platform Colors. Det er en varm komposition, der fornemt fremviser Hans Philips evner som både sanger og sangskriver.
8. Billie Eilish & Rosalía ‘Lo Vas A Olvidar’
HBO-hittet ‘Euphoria’ bliver i sit andet særafsnit soundtracket af ingen ringere end Billie Eilish og Rosalía. Her hører vi begge sangere på både spansk og engelsk, og de lyder begge intet mindre end intense.
9. Dopha ‘Forget Your Name’
Dopha har endelig udgivet sit imødesete debutalbum ‘The Game’, og her finder vi den følsomme guitarballade ‘Forget Your Name’. Og hvis Dopha ikke tidligere var mester i at have følelserne helt uden på tøjet, er hun det da om noget på dette nummer, der nok vil blive setlistens helt store lighter-i-vejret-sang, når hun igen kan give koncerter.
10. Cassandra Jenkins ‘Hard Drive’
19. februar får vi ‘An Overview on Phenomenal Nature’, det andet album fra Cassandra Jenkins. Hun leder op til dette med det instrumentalt sprælske spoken word-nummer ‘Hard Drive’, hvor en medrivende tankestrøm fører dig igennem Jenkins’ følelsesunivers.