Hvis du er, som folk er flest, og du modtager en besked fra en kendis, der er blandt de allermest celebre af slagsen, er der god grund til at tænke dig om en ekstra gang. Hvis den givne kendis, der med al sandsynlighed har en timeløn, der vil gøre din årsløn slemt til skamme, beder dig om penge, er der endnu flere gode grunde til, at du skal tage dit sunde skepsisapparat i brug.
Vi skriver ikke dette, fordi vi betvivler din umiddelbare fedhed, eller fordi du ikke er en hyperkendis’ kærlighed værdig. Vi skriver dette, fordi en 63-årig kvinde fra Texas har haft en hed (og dyr) online-romance med en mand, der udgav sig for at være Bruno Mars.
Den givne Bruno Mars viste sig at være en mand fra Houston ved navn Chinwendu Azuonwu, der tidligere på ugen er blev anholdt for svindel efter at have lokket 100.000 dollars ud af den stakkels godtroende texaner.
Romancen mellem kvinden og den falske Bruno Mars startede tilbage i september 2018, hvor de to begyndte at skrive sammen via Instagram. Den falske Bruno overbeviste kvinden om, at han var interesseret i et forhold, og han sendte hende billeder fra sin påståede turné for at overbevise hende om, at han var ægte nok. Slutteligt begyndte Bruno-plagiatoren at bede kvinden om penge til turné-omkostningerne – og endte med at kunne inkassere 100.000 dollars på sit glatte online-ansigt.
Chinwendu Azuonwu er i skrivende stund blevet arresteret og anklaget for at hvidvaske penge.