Kidd har længe flirtet med det italienske ord buongiorno, både som ad-lib på ‘Kidd er din far’, catchphrase på merchandise og som synonym for en bred vifte af verber og synonymer. Og som kaldenavn for sig selv, selvfølgelig!
Nu når fascinationen af den italienske hilsen nye højder med singlen ‘Buongiorno’, der lander som den perfekte gave til Valentinsdag.
Midt i frostgrader og nedlukning rammer sangen som en stærk påmindelse om lysere tider med sin tekst om flirt og kærlighed – og det måske frækkeste saxofon-riff siden ‘Careless Whisper’!
Sangen er produceret af Tais samt Asmus og Emil Harm, der har leveret hitmateriale for folk som TopGunn, Icekiid og Citybois.
Kidd begyndte at røre på sig i 2020, hvor han udgav en stribe stærke singler og udsolgte koncerter. Og han har efter eget udsagn meget mere, hvor det kommer fra, hvorfor et album i 2021 absolut ikke virker utænkeligt.