TEMA – NY DANSK RAP: I disse uger sætter vi fokus på ny dansk hiphop – vi udpeger de vigtigste navne, taler med rappere og producere og dykker ned i stilskabende tendenser. Følg løbende med HER.
Når brødreduoen Asmus og Emil Harm har været blandt de seneste års stærkeste hiphopproducere, er det ikke fordi, de bare har givet artisterne det, de gerne vil have. Men fordi de har været med til at hjælpe en række kunstnere med at lyde anderledes, end de normalt gør.
For de to brødre har i løbet af det seneste år været dem, der skabte beats for folk som Citybois, TopGunn og Icekiid, da de skulle skifte spor i deres musik.
De har guidet Citybois tættere på hiphop med ’Helt fair’ og serveret stilsikre poptrap-beats for TopGunn (der kom fra ’Kongens Have’-stilen) på sange som ’Længe siden’ og ’Nik & Jay’.
Og så har de – som den foreløbige krone på producerværket – lokket Icekiid til at forlade de caribiske rytmer, han ellers favoriserer, og kaste sig ud i hollandsk inspireret afro-trap på ’ErruDumEllaHvad’, hvilket førte til karrierens (og sommerens, for den sags skyld) største hit.
Det nummer er nu endda med på det nyeste FIFA-spil, hvilket er helt utroligt for en dansksproget sang.
Da jeg møder de to producere i deres lyse, hyggelige studie på Amager, er FIFA-nyheden netop landet. »Der er ikke noget med, at man får noget at vide i forvejen«, fortæller den syv år ældre Emil.
»Men vi vidste, at vi var med i en pulje af sange, de overvejede. Det var noget med, at vi pludselig skulle sende en master (en fil med sangoptagelsen, red.) til dem midt om natten«. Asmus har optur over hele den besværlige og svært gennemskuelige proces: »Der er måske 25 mennesker cc på alle mails! Det er totalt åndssvagt«.
Det er tydeligt, at der stadig er et element af WTF-følelse over den store succes. Som om, det er lidt uvirkeligt at sidde på mails med massevis af folk fra internationale pladeselskaber og EA Games.
De to brødre kommer nemlig, fortæller de, fra en meget anderledes, simpel tilværelse. Der, hvor de er vokset op, var der færre jævnaldrende, end der nu er EA-folk på cc.
Fanget på Fanø
»Det var ikke det nemmeste at være teenager på Fanø«, fortæller Emil Harm om opvæksten. Han mener dog ikke, at det var ulykkeligt. Snarere bare lidt kedeligt på grund af manglende socialliv. »Der var måske to eller tre nogenlunde jævnaldrende på den del af øen, vi boede på. Ellers skulle man med 20 minutters bus til Nordby«.
Det Fanø manglede i mennesker, blev dog til dels opvejet åndeligt. Emil fortæller: »Det er et sted, hvor der er rigtig meget kultur. Der bor mange forfattere, musikere og billedkunstnere«. Asmus indskyder: »Folkemusik er en stolt tradition i Sønderbo, hvor vi er fra. Dansen sønderhoning er noget, alle skal kunne, når der er fest i forsamlingshuset. Det er en ting!«
Under samtalen tager de to brødre hele tiden tråden op fra hinanden. Emil fortæller således videre: »I vores familie har både Salmebogen og Højskolesangbogen haft stor værdi. Der var meget højskole- og musikkultur. Vores mor sang for os, da vi skulle sove, og vores far var en meget kompetent musiklytter«.
Den musikalske arv fornægtede sig da heller ikke i de to brødre, men den manifesterede sig på modsat vis.
Den ældre bror, Emil, fokuserede således på klaver, mens Asmus skatede og dyrkede gammel boom bap-rap. Hvis man havde sagt til dem dengang, at de en dag ville finde sammen om at lave beats for Citybois, havde de nok begge grint af ideen.
»Min far havde sagt, at hvis man gerne vil lave musik, er det vigtigt at kunne klaver«, siger Emil Harm om sin vej ind i musikken.
Som sædvanlig springer den anden bror til med en uddybende anekdote: »Emil var helt manisk med det! Jeg kan huske, vi var på en familieferie i Marokko, hvor han var i gang med at øve skalaer. Vi sov på samme værelse, og jeg kan huske, at jeg kiggede mod Emils seng, og så ligger han og laver skalaer med sine fingre på væggen!«
Den nærmest besættelses-agtige fascination af klaver førte til en form for intellektuel dyrkelse af musik, der afspejlede sig i hele måden, som Emil Harm levede sit liv på, da han senere flyttede til København for at studere filosofi.
»Jeg ville være sangskriver og leve det kreative liv, hvad nu end det var. Jeg skrev tekster og gik lange ture i Dyrehaven og funderede over den dybere mening med det hele. Jeg havde en øvelse, hvor jeg kiggede på et træ og prøvede at være træet. Det var den slags søgen, jeg var ude i«.
Mens den ældre bror således stod og stirrede på træer, levede den yngre på en helt anden måde. Det handlede om skateboarding, joints, hygge og oldschool-rap.
Helt inde i hiphop-sovsen
»Jeg satte en ære i ikke at gøre det samme som min bror. Jeg skulle ikke spille klaver. I stedet fik jeg en maskine, der mindede om MPC’en«, fortæller Asmus Harm med reference til den ikoniske MPC, som mange legendariske hiphopproducere har brugt til at lave sample-baserede beats.
»Så begyndte jeg bare at sample sindssygt meget. Jeg havde en drøm om, at jeg skulle være helt vildt hiphopagtig. Så jeg hørte fucking meget Immortal Technique, Army of the Pharaohs og Vinnie Paz«.
Hvis du ikke kender de navne, så bare forestil dig nogenlunde det modsatte af den klubbede, catchy poptrap, som de senere skulle producere for TopGunn. De her rappere fokuserede i stedet på rim om systemets korruption og konspirationsteorier.
Men så mødte Asmus Harm en dreng, der hed Ali. Og Ali viste ham Soulja Boy og Chief Keef.
»Alis ting var, at han havde et kæmpe netværk på Tumblr«, fortæller produceren.
»Han sad og skrev med hangarounds omkring Soulja Boy. Hele den Chicago-bølge (Chief Keef og drill-scenen, red.) ændrede alt. Jeg lagde alt det der Immortal Technique til side. Og så hørte jeg fucking meget Soulja Boy, Fredo Santana og Chief Keef. Dengang følte jeg ikke, at nogen kendte den stil – jeg følte, jeg havde knækket en sindssyg kode, når jeg sad og hørte sange som ’Zan With That Lean’ og ’Swag’ af Soulja Boy. Jeg røg virkelig ind i den der sovs«.
Igen må jeg sige: Hvis du ikke kender de her noget obskure Soulja Boy-sange, er det helt ok (selv om de er fantastiske, hvis man er til druggy autotune-rap). Men de ligger nok nogenlunde lige så langt fra Emil Harms intellektuelle klaverøvelser, som man kan komme.
Alligevel nærmede brødrenes verdener sig hinanden, da Asmus flyttede til København.
To brødre som yin og yang
De begyndte nemlig at deles om et lille magasin – altså et opbevaringsrum – som forældrene havde til rådighed via galleriet Kant, som de ejer. Emil var på det her tidspunkt begyndt at orientere sig mere mod popsangskrivning, mens Asmus var gået fra sample-beats til nyere lyde. Og så, en dag, prøvede de at lave et beat sammen.
»Vi startede tracket helt fra bunden«, fortæller Emil. »Jeg spillede nogle akkorder – nogle Sivas-agtige svævende lyde. Det var på det tidspunkt, hvor ’Kbhavana’ var stort«.
Det blev hurtigt tydeligt for de to brødre, at deres evner komplementerede hinanden perfekt. »Nogle af de ting, Emil er rigtig god til, er de ting, som jeg ikke er så skarp indenfor. Så vi har hver vores station«, siger Asmus.
Emil bringer det på en formel: »Jeg står for tangenterne, og Asmus står med knapperne. Det er en klassisk distinktion i et musikrum. Jeg står for det kompositoriske, og Asmus står for sound design. Sådan meget groft sagt«.
Med andre ord: Klaverelskeren Emil står for at skabe melodierne, men hiphop-connaisseuren Asmus ved præcis, hvordan melodierne skal lyde. »Jeg skal bare være fucking god til at tweake ting og vide røv meget om plugins og alt muligt lort«, som den yngre bror siger det på sin geniale facon.
De to brødre er altså vidt forskellige, men netop derfor fungerer deres samarbejde. De er som yin og yang, der tilsammen udgør en fuldendt helhed.
Efter deres første beat blev samarbejdet mere og mere frugtbart, og duoen fik en første mindre succesoplevelse, da Asmus’ skatervenner fik dj’s på klubben Sunday til at spille et nummer, de havde produceret. Derefter kom de i kontakt med Nik & Jays producere Jon & Jules. Men det afgørende moment var faktisk, da de røg ind i det helt rigtige studie.
Venner med TopGunn, Citybois og Icekiid
»Det var en gamechanger for os, at vi flyttede studiet ind i Bredgade«, siger Emil Harm. »Det var en nøgle til et miljø, vi slet ikke havde haft før. Der var alt muligt kreativt: Oliver (TopGunn, red.) havde studie der, og Duné var nedenunder. Så fik Warner også studie der«.
Som bekendt er evnerne vigtige, men succes afhænger også af at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Her hjælper det også, at brødrene Harm på alle måder virker ekstremt sympatiske og sociale. De svingede helt enkelt godt med kunstnerne omkring dem.
Så der gik ikke længe, før TopGunn trissede ned af trapperne for at se, hvad de to producere i studiet under ham havde gang i. Og der opstod også et venskab med Citybois, der rækker langt udover et professionelt forhold. »De er nogle af vores allerbedste venner«, siger Asmus om dem.
»Vi svinger rigtig godt med Oliver (TopGunn, red.)«, siger Asmus Harm, da jeg spørger ind til TopGunn. »Han er fucking kreativ og sindssygt målrettet. Han har tit lang tid, hvor han går og lader op tekstmæssigt og finder på ting. Og så, pludselig, kommer der en periode, hvor han siger: Nu har jeg den. Så kommer sangene på stribe – bang, bang, bang!«
Sangene TopGunn lavede med de to brødre blev at afgørende vendepunkt for rapperen. Han havde haft stor kommerciel succes med poppede sange som ’Kongens Have’, men sammen med brødrene Harm begyndte hans store tilbagevenden til hiphop med tracks som ’Længe siden’, ’Detaljen’ og hittet ’Nik & Jay’.
Citybois havde tilsvarende lyst til at svinge ind på en mere hiphop-orienteret bane, hvorefter de lavede ’Helt fair’ med brødrene Harm. Og da Icekiid så en dag troppede op i studiet, præsenterede de ham også for et beat, der lød ulig de tracks, han normalt laver. Nemlig et hurtigere afrotrap-beat, der er inspireret af hollandsk hiphop.
»Han var egentlig ikke fan af beatet«, fortæller Emil Harm. Asmus Harm uddyber:
»Vi havde lavet et beat, der var mere afro-uptempo. Til at starte med elskede han ikke beatet, men vi var alle sammen nysgerrige på, hvad viben kunne. Jermyn (Icekiid, red.) freestylede hele første del af sangen i ét take – blandt andet linjen »ro på, Ice kommer ind med fede sko på«. Og så havde han skrevet et vers, der blandt andet inkluderede ‘er du dum’-delen. Dér fik vi alle en øjenåbner«.
Dén sang endte selvfølgelig med at blive storhittet ’ErruDumEllaHvad’. Og man fornemmer, at sangen nok ikke var blevet til, hvis Icekiid ikke havde stolet på brødrene Harm.
Ligesom den fælles tillid (og det fælles venskab), der er mellem producerne og TopGunn og Citybois, har været afgørende for, at sangene blev vellykkede. Da jeg spørger Asmus og Emil Harm, hvad deres næste skridt er, taler de da også primært om længere samarbejder.
»Vi prøver at have nogle projekter ligesom dem med Oliver (TopGunn, red.), hvor vi arbejder længere tid ad gangen. Hvor man siger: Nu lærer vi denne person at kende og arbejder rigtigt sammen«, forklarer Asmus Harm og slutter af med at forklare den dybere mening i deres metode.
»Så kan vi lave et rum, hvor det er okay, at der er store drømme. Vi gør en ære i at gøre studiet til et sted, hvor folk kan være lige den, de har brug for at være den dag«.