Jeg hørte ’ErruDumEllaHvad’ for første gang for tre år siden. Eller, okay, det gjorde jeg måske ikke rigtigt. Men jeg hørte en version af det, der senere skulle blive sangen, der har taget Icekiids karriere til et nyt niveau.
Jeg var på Roskilde Festival med Red Bull – hvor jeg arbejdede dengang – og vi skulle filme en freestyle med den unge artist. Icekiid var på det tidspunkt mest kendt som dancehall-artist med sans for sang og melodi.
Men i dén video, vi filmede dengang, fyrede han pludseligt et helt nyt flow af, der kombinerede dancehallens bouncy rytme med hiphoppens accelererende aggression. Og ét spørgsmål blev gentaget gang på gang, alt imens freestylen blev mere og mere intens: »Er du dum eller hvad!?«
Hold da ferie, tænkte jeg. Det bliver godt nok sindssygt, hvis han udgiver det der som en sang.
Det gjorde Icekiid så bare aldrig, og jeg glemte alt om den freestyle. Indtil han altså pludselig slap ’ErruDumEllaHvad’ løs på befolkningen i 2020. Og så eksploderede sangen.
Det er klart Icekiids største nummer, og singlen har været uundgåelig hele sommeren. For nylig er hittet endda – som den første danske sang i årevis – blevet optaget på det officielle FIFA-soundtrack. Og ikke bare i Danmark eller noget i den dur, men på alle ‘FIFA 21’-spil. Icekiids sang kommer til at nå millioner af mennesker verden over, hver gang de spiller det ekstremt populære fodboldspil.
Senest her er det blevet tydeligt, at ’ErruDumEllaHvad’ ikke bare er et hit. Det er sådan en sang, der ændrer alt for Icekiid.
Ikke at tingene ikke gik godt før i år. Siden det første gennembrud i 2015-16 med sange som ’Coco Chanel’ og ’Blondiner & brunetter’ er den unge kunstner med hang til afrobeats, hiphop og caribisk musik stille og roligt blevet bedre og bedre.
Han har lavet et par sange med Artigeardit (’Brandvarm’, ’Ik for børn’) og haft stor succes med FCK-hymnen ’Gulddans’ samt Kesi-samarbejdet ’Øjne på mig’. Icekiids flow er samtidig blevet mere smooth og stilsikkert – han lyder altid som om, han er i fuld kontrol. Når han danser på beatet, er man aldrig bange for, at han laver fodfejl.
Så måske er det derfor, han har ventet så længe med at forvandle ’ErruDumEllaHvad’-skitsen til en fuldendt sang.
For på en måde har hele hans karriere ført til det her øjeblik. Han har trænet sit flow og sin stemme samt prøvet kræfter med forskellige genrer og samarbejder. I 2020 var han så klar til at samle sine kunstneriske evner og skabe karrierens foreløbige højdepunkt.
Samtidig er der noget, der tyder på, at Icekiid nok også bare ledte efter det rigtige beat. Forleden talte jeg med brødrene Asmus og Emil Harm, der har produceret ’ErruDumEllaHvad’, og de fortalte, hvordan Icekiid pludselig tryllede sangen frem fra den mentale glemmebog, da han hørte det beat, de havde lavet.
»Icekiid havde først lavet et helt andet omkvæd«, forklarer Asmus Harm om sangens tilblivelse: »Så i andet vers begyndte han på det der: Er du dum eller hvad? Vi spurgte, om han havde lavet en sang der hed det før? Så fortalte han, at det havde han faktisk, men den havde ikke været der. Så sagde vi: Hvad med, at vi så laver den i dag?«
Det indvilligede Icekiid i, men det var ikke nemt at få sangen i kassen. For i begyndelsen var rapperen skeptisk. Måske fordi den her sang jo har ligget og spøgt i årevis.
»Han var egentlig ikke fan af beatet«, som Emil Harm siger. Asmus Harm uddyber:
»Vi havde lavet et beat der var mere afro-uptempo. Til at starte med, elskede han faktisk ikke beatet, men vi var alle sammen nysgerrige på, hvad viben kunne. Jermyn (Icekiid, red.) freestylede hele første del af sangen i ét take – blandt andet linjen ‘ro på, Ice kommer ind med fede sko på’. Og så havde han skrevet et vers, der blandt andet inkluderede ‘er du dum’-delen. Dér fik vi alle en øjenåbner«.
Heldigvis endte Icekiid altså i sidste ende med at kaste sig ud i det. Og den tekst, han oprindeligt havde rappet i en freestylevideo i 2017, var endelig transformeret til en sang. Og ikke bare hvilken som helst sang, men et nummer, der har taget Icekiids karriere til et helt nyt niveau.