Nu, i 2021, er Justin Bieber en lykkeligt gift mand, der primært laver musik om ægteskabet, kærligheden og Gud. Han virker optaget af at være et så godt menneske som muligt og træder meget sjældent forkert.
Sådan har det dog ikke altid været. Der var en årrække i midten af 10’erne, hvor Bieber var popverdenens enfant terrible og skabte den ene skandale efter den anden.
Det var omkring den periode, at vi også blev præsenteret for popstjernens mest kontroversielle frisure, da han fik dreadlocks og blev mødt af heftige anklager om kulturel appropriation.
Reaktionerne var så overvældende negative, at de fleste nok troede, at sangeren aldrig nogensinde ville kaste sig ud i sådan en frisure igen. Men nu er dreadlocksene tilbage, viser Justin Bieber frem i et nyt billede på Instagram.
Betyder den nye frisure, at bad boy-Bieber er på vej tilbage? Nok ikke. Men popstjernen kan nok godt forberede sig på at møde samme bølge af kritiske stemmer som sidst, han havde dreadlocks.
Der er i hvert fald allerede nu godt med negative kommentarer på hans Instagram samt rundt omkring på Twitter.