Hendes musik skaber ikke vildt meget opmærksomhed længere, men Azealia Banks har alligevel formået at holde sit navn i overskrifterne i år.
I januar diskede Banks således op med en mindre skandale, da hun kogte sin egen kat, og senest skabte det røre, da hun hævdede at have solgt en lydoptagelse, hvor hun har sex, for over halvanden milliard kroner.
Nu har New York-rapperen fået endnu en excentrisk idé. Hun vil nemlig have en baby med Kanye West.
»Den magtfulde sorte dæmonskabning, der venter i mine æggestokke og Kanyes testikler, er endelig klar til at blive sluppet løs på verden«, skriver hun således på Instagram. Og det lyder jo pænt uhyggeligt.
Mens Kanye West er ved at blive skilt fra Kim Kardashian, har Azealia Banks selv afsluttet en forlovelse med kunstneren Ryder Ripps (det var ham med sexoptagelsen).
Så timingen er jo egentlig meget god – men mon ikke Banks bare troller os. Igen.