Tilbage i februar begærede Kim Kardashian skilsmisse efter mere end seks års ægteskab med Kanye West. Nu har den kommende eksmand også juridisk bekræftet anmodningen om at få ophævet ægteskabet.
Hverken Kanye eller Kim har udtalt sig om skilsmissen, men de to celebrities ser ud til at være ganske enige om omstændighederne for bruddet.
Ifølge TMZ er Kanye således på linje med Kims forslag om delt forældremyndighed af deres fire børn North, Chicago, Saint og Psalm. De er også enige om, at ingen skal betale ægtefællebidrag til modparten, ligesom parterne selv står for at betale egne juridiske omkostninger ved skilsmissen.
Det er første gang, Kanye West bliver skilt, mens Kim Kardashian tidligere har været gift med produceren Damon Thomas og basketballspilleren Kris Humphries.