Kanye West har i de seneste år været ret utilregnelig i forhold til at udgive ny musik. Visse af rapperens nyere singler har lydt decideret ufærdige, og samtidig har han gjort det til en vane at annoncere album som ‘Yandhi’ og ‘Donda’, der aldrig ser dagens lys.
I forhold til sidstnævnte er alt håb dog ikke ude endnu. Kanyes tætte samarbejdspartner Cyhi the Prynce fortæller nemlig i et interview med VladTV, at der arbejdes hårdt på det album netop nu. Han fortæller desuden også, at albummet oprindeligt blev udskudt på grund af Kanye Wests forestående skilsmisse fra Kim Kardashian.
»Det var en lille kæp i hjulet«, siger Cyhi the Prynce om skilsmissen. »Det er uheldigt og trist. Jeg ved ikke, om de kommer til at tage det hele vejen, men jeg håber, de finder ud af det hele sammen. Det var i hvert fald det, der satte en stopper for det hele«.
Cyhi giver også en opdatering på, hvordan Kanye har det efter skilsmissen altså er undervejs. »Jeg ved, hvor meget han elsker sin familie, så det må ramme ham hårdt. Han er jo bare et menneske, så du ved, han går nok igennem nogle ting«, lyder det.