På det seneste har Billie Eilish vundet to Grammys, medvirket i en dokumentarfilm og skabt internetrøre ved at afblege sit hår. Vigtigst af alt har den produktive popstjerne også udgivet en række singler, der leder op til hendes ventede andet album.
Den 19-årige sanger kan nu afsløre, at opfølgeren til ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?‘ fra 2019 får titlen ‘Happier Than Ever’ og kommer ud til sommer.
»Mit nye album ‘Happier Than Ever’ er ude 30. juli!«, skriver Eilish på Instagram, hvor hun samtidig deler albumcoveret, der forestiller hende selv med den famøse, blonde hårpragt.
»Det her er min favorit blandt alt det, jeg nogensinde har skabt, og jeg er så spændt og nervøs og ivrig efter, at I skal høre det. Jeg kan slet ikke beskrive det. Jeg har aldrig følt så meget kærlighed for et projekt, som jeg gør for det her. Håber I føler, hvad jeg føler«.
I samme ombæring fortæller Billie Eilish, at hun udgiver en ny single i morgen, torsdag.