‘Billie Eilish: The World’s a Little Blurry’: Mere fancy reality end god dokumentar
Det er efterhånden blevet slået fast af ikke så få dokumentarer: At være berømt kommer med en pris.
For kun en uge side blev vi igen mindet om det af dokumentarfilmen ‘Framing Britney Spears’, og nu står Billie Eilishs kometkarriere for skud. ‘The World’s a Little Blurry’, som er instrueret af dokumentar-sværvægteren R.J. Cutler, giver indblik i de seneste tre år af Billie Eilishs karriere – fra teenageidolets første turnéer i 2019 til udgivelsen af debutalbummet ‘When We All Fall Asleep Where Do We Go?’, der katapulterede hendes karriere til helt uanede højder.
Som mange andre lignende dokumentarer, der er kommet til de seneste år (Taylor Swifts ‘Miss Americana’, Justin Bieber ‘Seasons’, Lady Gaga: Five Foot Two), forsøger ‘The World’s A Little Blurry’ at give indblik i, hvad der foregår behind the scenes,og for Billie omfatter det blandt andet en tilbagevendende ankelskade, en besværlig romantisk relation og en udmattelse, vi andre dødelige nok slet ikke kan forestille os.
Men ‘The World’s A Little Blurry’ prøver som sådan ikke at være en ‘succes er lig med lidelse’-historie. Den prøver faktisk heller ikke at være så meget andet. Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvilken historie Billie Eilish-familien og filmskaberen har orket at træde hinanden over tæerne for i hele tre år.
Historien om Billie Eilish er udelukkende fortalt gennem en ‘fluen på væggen’-strategi, hvor kameraets tilstedeværelse er forsøgt gjort så anonym som muligt. Muligvis for at tegne et autentisk portræt, men resultatet er en lang, retningsløs smøre, der mest bare bliver to en halv times ufokuseret Billie-content til sultne fans.
‘The World’s a Little Blurry’ bliver reddet af, at Billie Eilish er en så fascinerende figur og popstjerne i sig selv. Hendes vekslen mellem ugidelig teenager og topprofessionel arbejdshest, der kæmper sig gennem smerter og fysiske skader, er beundringsværdig, og i løbet af dokumentaren går det langsomt op for én, hvorfor den føles overflødig:
Billie Eilish er hamrende god til at være sig selv, og det er hun faktisk i de fleste interviews og videoer, der allerede findes med hende på det store wide web. Derfor lærer vi hende ikke meget bedre at kende i dokumentaren, end vi gjorde i forvejen.
Når det er sagt, gemmer ‘The World’s a Little Blurry’ på nogle sjove og søde øjeblikke. Ens hjerte smelter, da Billie Eilish for første gang møder idolet Justin Bieber på Coachella og går i en form for stående kropslås, og ligeledes niver det i brystet, når Eilishs kæreste Q gang på gang overser hende og hendes behov. Billie er så let at holde af, med alt hvad hun er af vilde idéer, grønt hår, tics og mood swings.
Familien Baird O’Connell som showbiz-institution forbliver dokumentarens helt store ubesvarede spørgsmål. Vi følger familien på tæt hold, får masser af kig ind i Billie og Finneas’ unikke søskende/sangskriverduo-dynamik og ser far Patrick O’Connell og momager Maggie Baird støtte Billie og Finneas’ grænseløst i deres karrierer, som langsomt også bliver forældrenes. Men på intet tidspunkt bliver der stillet spørgsmålstegn ved de farer og problemer, der naturligvis må opstå, når en familie også skal drives som en forretning.
Mor Maggie støtter uforbeholdent og hepper på sin datter. Men det er også hende, der fortæller en vred og udmattet Billie, at hun godt kunne have taget sig sammen og været venlig, da en masse CEO-typer blev ved med at kræve billeder til et meet’n’greet.
Af og til får man også fornemmelsen af, at Finneas i sin iver efter musikalsk succes lidt glemmer, hvor voldsomt et pres han lægger på sin 17-årige lillesøster. »I like singing songs. I hate writing songs. Especially with you, because you’re so good at it«, siger Billie til Finneas, efter han til en skrivesession henkastet får sagt, at han jo bare »prøver at lave den bedste sang, de nogensinde har skrevet« (no pressure).
Her får man for en gangs skyld lov til at se, at deres dynamik ikke er fuldstændig ukompliceret.
Den slags konflikter og familieudfordringer bliver der dog ikke rigtigt gravet mere i, og hovedpersonerne bliver strøget med hårene nærmest fra start til slut. Vi ser den Billie, som familien ønsker, vi skal se, og derfor kommer dokumentarfilmen mere til at fremstå som et slags fint kurateret realityprogram end en reel dokumentar.
Kort sagt:
Billie Eilish er sympatisk og spændende som altid, men ‘The World’s a Little Blurry’ fremstår mere som et fint kurateret realityprogram end en reel dokumentar.