Lil Nas X er ekspert i at gå viralt med sin musik. Det har ‘Old Town Road’-rapperen igen bevist med musikvideoen til sin nye single ‘Montero (Call Me By Your Name)’, der med en djævelsk lapdance har affødt kristen forargelse og massevis af afspilninger.
En hyppigt brugt hitlistestrategi i USA er at genudgive singler i nye remix-udgaver, hvor kendte gæsterappere og -sangere kan tiltrække endnu flere streams. ‘Old Time Road’ cementerede for eksempel sin førsteplads, da countryikonet Billy Ray Cyrus hoppede med på et remix af sangen – og flere versioner med blandt andre Young Thug og BTS-medlemmet RM fulgte efter.
Noget lignende kunne meget vel ske for ‘Montero (Call Me By Your Name’). I hvert fald spekulerer Lil Nas X i, hvem han allerhelst ser gæste sangen. I et interview på den britiske radiostation Capitol Radio fortæller rapperen således, at han gerne vil have Rihanna og Bad Bunny med på singlen.
»Det får mig til at føle, at det allerede er undervejs«, siger den ene vært efterfølgende, hvortil Lil Nas X svarer: »I wish!«.
»Hvad hvis jeg spørger om det?«, fortsætter han. »Jeg vil ikke jinxe det«.