Pete Davidson skal spille punkikonet Joey Ramone i kommende Netflix-film

Pete Davidson skal spille punkikonet Joey Ramone i kommende Netflix-film
Pete Davidson i 'The King of Staten Island'. (Foto: PR)

‘I Slept With Joey Ramone’ er titlen på Netflix’ kommende biografiske film om Joey Ramone, der var frontmand i det legendariske punkband Ramones. Filmen har været under udvikling i en håndfuld år, men nu er hovedrollen endelig på plads – og det er bestemt et interessant valg.

Det bliver således komiker Pete Davidson, der skal spille den ikoniske punksanger, som døde i 2001 i en alder af 49. Professionelt er Davidson nok bedst kendt for sin faste deltagelse i sketchshowet ‘Saturday Night Live’, men han har også mere klassiske filmroller på cv’et, senest hovedrollen i ‘The King of Staten Island’.

‘I Slept With Joey Ramone’ er baseret på bogen af samme navn, skrevet af Joey Ramones lillebror, Mickey Leigh. Den afdøde musikers familie og bagland samarbejder fuldt ud med filmholdet, og Leigh er også tilknyttet projektet som producer, skriver blandt andre Pitchfork.

Filmen instrueres af relativt uprøvede Jason Orley, som også har arbejdet sammen med Pete Davidson på filmen ‘Big Time Adolescence’ og standup-showet ‘Pete Davidson: Alive from New York’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af