Et DJ Khaled-album har altid et helt latterligt stort udbud af berømte gæster. Manden fra Miami er synonym med storladne produktioner, der fylder numre med rappere og sangere, indtil de ligner sild i en tønde.
Det nye Khaled-album ‘Khaled Khaled’ tager til gengæld tingene til nye ekstremer.
Der er ikke bare én Drake-gæstoptræden, men to. Der er ikke bare Justin Bieber, der er også Justin Timberlake. Cardi B og fandme også Post Malone er her. Samt en sang med hele to legender med årtiers succes på cv’et i form af Jay-Z og Nas.
Samtidig er lydsiden doven som aldrig før. En lang række af sangene er bare remakes af ældre hits, og DJ Khaleds råb er i den grad blevet ensformige at høre på.
‘Khaled Khaled’ er, med andre ord, en halvbagt kage med virkelig meget fancy glasur på i form af de dyre gæsteoptrædener. Det er et enestående spild af talent, men samtidig også et album med enkelte lysglimt.
Vi har samlet nogle af de kunstnere, der formår at brænde igennem – og tre, der skuffer fælt.
Højdepunkt #1: Lil Baby & Lil Durk på ‘Every Chance I Get’
Det her er et af de få samarbejder, der virkelig har kemi – sandsynligvis fordi Lil Baby og Durk samarbejder konstant i forvejen, og forbi begge rammer et karrierehøjdepunkt for tiden, hvilket deres nylige Drake-features vidner om.
Deres overlegne flows og melodier er niveauer over alle andre rappere på albummet. ‘Every Chance I Get’ er helt enkelt lyden af to kunstnere, der peaker lige nu. Der er altså god grund til at glæde sig til det fællesalbum, de to rappere efter sigende har på vej.
Højdepunkt #2: Cardi B på ‘Big Paper’
Det her lyder som noget fra New York-rapperens mixtapes fra før gennembruddet. Der er intet af den nye, poppede Cardi, men masser af hårdkogte rim om at pløkke dit hoved af, der bliver leveret over et dundrende, simpelt beat.
Hvis nogen havde glemt, at Cardi B rent faktisk kan rappe, bliver de mindet om det her. Hun er tilbage i rollen som »mixtape-Cardi, like I ain’t a millionaire«, som hun selv siger. Hvis du kan lide denne, så sæt ’Gangsta Bitch Music, Vol. 2’ på bagefter.
Højdepunkt #3: Diddy på ‘This Is My Year’
Puffy er ikke en specielt god rapper, men han er en eminent shit talker. Det beviser han endnu engang på ’This Is My Year’, der remixer klassikeren ’Long Kiss Goodnight’ af hans tidligere protege, The Notorious B.I.G..
Selve sangen er et middelmådigt remake, der grænser til det blasfemiske, men den reddes af en ekstremt energisk Diddy-svada, der kulminerer i en storladen ’Scarface’-efterligning.
Godt gået, Diddy! Uheldigvis er det dog ikke alle 90’er-ikoner, der redder sangene, de optræder på…
Skuffelse #1: Nas & Jay-Z på ‘Sorry Not Sorry’
Misforstå mig ikke: De her to New York-rappere er legender og fortjener hver deres plads på en top-10 over de største rappere nogensinde. Hvis de havde lavet en sang sammen omkring årtusindskiftet, havde det nok ødelagt internettet (hvis altså det havde været en ting at ødelægge internettet dengang).
Men her lyder Nas og Jay-Z mest som om, de er ved at kede sig halvt ihjel, når de namedropper deres kryptovalutainvesteringer (Nas) eller bogstavelig talt tæller deres milliarder (Jay-Z) over et beat, der lyder som en efterligning af lyden på sidstnævntes ’Blueprint’-album.
Sangen er langt fra albummets dårligste, men man forventer altså mere af to så store kunstnere.
Skuffelse #2: Justin Timberlake på ‘Just Be’
Timberlake lyder som Justin Biebers akavede onkel på den selvhøjtidelige, prædikende ’Just Be’, der fuldstændig misbruger det ikoniske beat fra Ghostface Killahs ’All That I Got Is You’.
Smut tilbage ud i skoven, får man lyst til at råbe til sangeren bag ’Man of the Woods’-albummet.
Skuffelse #3: DJ Khaled på hele albummet
Det er svært at skuffe, når man er DJ Khaled, for forventningerne er så lave. Vi regner ikke med en klassiker. Vi forventer ikke, at alle gæsterne er i topform.
Men vi forventer … noget! En enkelt perle som Rihannas ‘Wild Thougts’. Bare ét virkelig vellykket posse cut som ‘We Takin Over’. Eller en lille genistreg som ‘I’m On One’.
Men ak. DJ Khaleds mest overdådige gæsteliste indtil videre har resulteret i hans mest ligegyldige udgivelse.