Roskilde Festival afslører sommerplaner – otte dage med fantastisk musikprogram på Dyrskuepladsen

Roskilde Festival afslører sommerplaner – otte dage med fantastisk musikprogram på Dyrskuepladsen
Tessa på Roskilde Festival, 2019. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Årets Roskilde Festival er aflyst, men som plaster på såret får vi nu Summer Days; en serie af events, der over otte dage præsenterer musik, kunst og taler ude på selve festivalpladsen i Roskilde.

Summer Days finder sted 24.-27. juni og 1.-4. juli, og der er tale om otte individuelle dage med hver sit program bestående af tre musiknavne og en eller flere talere – den 27. juni er der dog både et dags- og aftenprogram med vidt forskellige lineups. Der sælges ikke partoutbilletter til hele programmet, men kun billetter til de enkelte dage.

I forhold til musikken har Roskilde Festival sammensat et ret fantastisk program, der kommer godt rundt rent genremæssigt. Blandt de 27 musiknavne finder man blandt andre Suspekt, Tessa, Branco, Ganger, Joyce, Sulka, Selma Judith, Iceage, Brimheim, Jung og Bremer/McCoy.

Flere af dagene har et decideret genrefokus: Det gælder blandt andet de tre hiphopdage med henholdsvis Branco, Suspekt og Tessa som hovednavne samt metaldagen med Orm, Baest og Xenoblight. Andre dage bliver pop og rock i forskellige afskygninger blandet sammen – som dagene med Greta/Ganger/Joyce og Reveal Party/Brimheim/Jung.

Det hele kommer til at foregå i det område, hvor du under en normal Roskilde Festival ville finde Gloria- scenen, Art Zone og Food Court, og i den første uge vil der være plads til 800 stående gæster om dagen i sektioner af 200 – i den anden uge vil kapaciteten være øget til 1.000 gæster i sektioner af 500. Det er valgfrit, om man vil bære mundbind, men gyldigt coronapas er et krav for at få adgang.

Arrangementerne varer fra 17.30-23.00 – den 27. juni kører dagsprogrammet fra 12.00-17.00.

»Summer Days er ikke – og skal ikke være – Roskilde Festival. For den kan vi ikke lave med alle de begrænsninger, vi skal navigere i. Det er er ny type begivenhed, skabt særligt til tiden, både hvad angår programmet, rummet, og den måde vi kan samles på nu. Men selvfølgelig baseret på vores viden og erfaringer fra Roskilde Festival«, udtaler Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, i en pressemeddelelse.

Summer Days
24.-27. juni + 1.-4. juli
Dyrskuepladsen
Billetpris: 435-495 kr.

Summer Days fuldt lineup

24. juni
ML Buch
Erika De Casier
Smerz
Taler: Anna Juul

25. juni
Amina
FVN
Branco
Talere: Bianca Bernardo Alcarez, Marek Azoulay Jørgensen

26. juni
Greta
Ganger
Joyce
Taler: Anna Bjerre Johansen

27. juni (dagsprogram)
Sulka
Víík
Bremer/McCoy
Taler: Caspar Eric

27. juni (aftenprogram)
Orm
Xenoblight
Baest

1. juli
Slim0
Selma Judith
Iceage
Talere: Emily Olander Christiansen, Nicolaj Laue Juhl & Olivia Koefoed Olesen

2. juli
Sosa
Blikfang
Suspekt
Taler: Karen Dich

3. juli
Nadia Tehran
Larry44
Tessa
Talere: Jawaher Mohammed & Rahima Abdullah

4. juli
Reveal Party
Brimheim
Jung
Taler: Moeisha Ali Aden

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af