Nogle af Sivas’ bedste sange – som ‘Det gode liv’ og ‘Jaja’ – er afdæmpede, eftertænksomme numre, hvor det lyder som om, rapperen er hoppet ind i sin yndlingsbil for at køre væk mod solnedgangen.
Den nye single, ‘Ups N Downs’, er en af den slags sange.
Sivas rapper om gode og dårlige tider og lyder som en mand, der har set lidt af hvert. Men følelsen er, at det værste ligger bag ham, og det passer til ‘Ups N Downs’, at dens Instagram-teaser viser en rolig mand bag rattet af en Mercedes.
»Der vil være tider, hvor vi tror på os selv, og tider, hvor vi tvivler på vores evner«, siger rapperen selv om nummeret via en pressemeddelelse.
»Det vigtigste er, at man uanset sin situation har styrke og karakter til at komme igennem de modgange, der skulle opstå. Det her nummer er dedikeret til dem, der har været med mig igennem de gode, men ikke mindst de svære tider«.
‘Ups N Downs’ er produceret af rapperens faste producer Reza og er Sivas’ første solosingle i år.
Sidste efterår kom sangene ‘Crimewave’ og ‘Notorious’, og Sivas har løbende teaset en kommende udgivelse ved navn ‘Forza’ på sin Instagram.