Efter at være blevet skammeligt forbigået til årets Grammy Awards, fik The Weeknd endelig den hæder, han fortjente, ved Billboard Music Awards 2021.
Den canadiske popstjerne blev aftenens store vinder med hele 10 statuetter, herunder for bedste artist, bedste mandlige artist og bedste R&B album.
Og så cementerede The Weeeknd sin status med endnu en vild koncept-optræden, som ligger i naturlig forlængelse af hans 15 måneder lange tour de force af en ‘After Hours’-performance.
Han spillede hittet ‘Save Your Tears’ stående bag i en knaldrød cabriolet, mens en bilkonvoj fulgte tæt bagefter. Lidt inde i optrædenen steg musikeren ud af bilen og sang videre, mens resten af konvojen susede forbi ham.
The Weeknd er gået hen og blevet garant for anderledes optrædener.