KOMMENTAR. En Super Bowl-koncert er altid en slags kulmination. Det store show i den årlige finale for amerikansk fodbold er en af den slags begivenheder, alle ser i USA, og for mange musikere er det en livslang drøm at være den, der står for halvlegsshowet.
Det er samtidig en opgave, der kræver et vist format. Der forventes et show i den slags størrelsesorden, som de kun kan præstere det i Hollywoods hjemland. Wow-momenter og særlige gæster er et must.
Det handler oftest ikke om intimitet, men om effekter. Go big or go home, som de kan lide at sige derovre.
Valget af The Weeknd som dette års underholdning var derfor på papiret perfekt, for få musikere laver lige nu rendyrket pop i så stort format som canadieren. ’Blinding Lights’ har for eksempel et nærmest udødeligt liv på hitlisterne med sin eviggyldige, klare poplyd. Det er musik med Michael Jackson-ambitioner.
Alt var således kørt i stilling til, at The Weeknd skulle levere Det Store Klassiske Popshow. Og derfor var det også så fascinerende, at popstjernen valgte at skabe noget helt andet. Hans Super Bowl-koncert var nemlig ikke så meget kulminationen på en karriere, som det var det sidste kapitel i en årelang performance.
For selv om dette års halvlegsoptræden bød på både fyrværkeri og massevis af dansere, var showet frem for alt én ting: Den store finale af en kompromisløs fortælling, som Abel Tesfaye har brugt de seneste 15 måneder på at rulle ud.
Den 30-årige musiker har nemlig siden udgivelsen af ‘Heartless’ i november 2019 fortalt en historie om berømmelse og undergang gennem hele 12 musikvideoer. Han er blevet halshugget i ‘Too Late’-videoen og ‘genopstået’ som botoxzombie i ’Save Your Tears’.
Samtidig har Abel Tesfaye bygget videre på fortællingen ved at dukke op in character som manden fra videoerne til prisuddelinger og talkshows samt leveret storladne optrædener til MTV VMA-uddelingen, hvor han spillede på toppen af en skyskraber, og til American Music Awards, hvor han lukkede en hel bro i Los Angeles.
Det spektakulære i de optrædener har været sin egen pointe, for hele den historie, Tesfaye fortæller, handler om berømmelsen bagside. Om det forførende og destruktive i hele den amerikanske celebritykultur; han er en ’Starboy’, der brænder ud i fuld offentlighed.
Derfor var Super Bowl-scenen selvfølgelig et oplagt sted at give fortællingen en foreløbig afslutning. Det er den nok største optræden, man kan tænke sig i USA – og dermed det perfekte sted at afslutte en fortælling om berømmelse og forfald i det senamerikanske samfund. Tesfaye brugte den scene, der normalt huser det ultimative spektakel, til at kommentere på den dystre side af showet.
The Weeknd nikkede eksempelvis tilbage til begyndelsen af den her ambitiøse og langvarige performance ved at genskabe et klaustrofobisk univers i begyndelsen af ’Can’t Feel My Face’, der mindede om ’Heartless’-musikvideoen. Senere dukkede massevis af bandagesvøbte dobbeltgængere op omkring sangeren – en videredigtning på de seneste optrædener, hvor Tesfaye er dukket op som en slags popstjernemumie.
Det føltes samtidig som et statement i sig selv, at The Weeknd stik imod Super Bowl-traditionen fuldstændig undlod at have gæster med og i stedet lod sin egen performance fylde hele showet. Det havde ellers været oplagt at hive superstjerne-samarbejdspartnere som Drake, Ariana Grande, Kendrick Lamar eller Daft Punk ind som overraskelser. Men Tesfaye insisterede på at bære det hele selv.
Samtidig var coronarestriktionerne faktisk en fordel for sangeren. Det faktum, at der kun var et begrænset publikum til stede på stadion, gjorde at han kunne fokusere på kameraerne og interagere med det millionpublikum, der egentlig var modtageren. For i The Weeknds fortælling om berømmelse og undergang er det altseende kamera den egentlige hovedperson.
The Weeknd leverede altså en kompromisløs og unik oplevelse, der insisterede på, at en spektakulær optræden (der ifølge Tesfaye selv kostede ham syv millioner dollar) ikke behøver være sjæleforladt, men kan være en del af et større værk.
Det var fascinerende at bevidne – selv om canadierens optræden var langt fra fejlfri.
Hans vokal lød meget lav i dele af optrædenen, og showet manglede måske alligevel en vis wow-effekt. The Weeknd havde jo allerede optrådt på en skyskraber og en bro – så til hans store finale havde man måske troet, at der ville ske et eller andet, der kunne toppe det. Det gjorde der ikke.
Men på trods af de kritikpunkter, var Abel Tesfayes Super Bowl-koncert en værdig finale på en af den nyere pophistories mest ambitiøse performances. Han inkorporerede USA’s mest spektakulære begivenhed i sin egen store fortælling om den amerikanske popstjernes fald.
For mange andre artister er sådan en optræden det største, de oplever i deres karriere. Men for The Weeknd var hans egen fortælling endnu større end selveste Super Bowl.