Note: Denne artikel er publiceret inden 2022-showet – derfor er Dr. Dre og co. ikke med på listen.
Super Bowl er en af årets helt store tv-begivenheder, og de popkulturelle bølger er store – langt ud over amerikansk fodbolds vanlige grænser.
Ja, der er vel et vist argument for, at det ret sjældent er selve fodboldkampen, der bliver aftenens mest omdiskuterede begivenhed. En vellykket reklame i Super Bowls reklamepauser kan blive til memes, der giver brandet øget opmærksomhed i årevis. Og en koncert i halvlegspausen kan være et regulært make-or-break-moment i en musikers karriere.
Hvert år skriver en ny musiker sig ind i en perlerække af shows, der indbefatter optrædener fra nogle af musikhistoriens største kunstnere nogensinde – selv om der altså også har været shows, som bare skal gå i glemmebogen og blive der.
Her kårer og rangerer vi de fem bedste og tre værste optrædener, siden Super Bowls halvlegsshow i 1991 begyndte at blive gæstet af popstjerner.
Bedste #5: Beyoncé (2013)
Beyoncés Super Bowl-koncert begynder med et citat fra en legendarisk træner i amerikansk fodbold, Vince Lombardi: »Excellence must be pursued, it must be wooed with all of one’s might and every bit of effort that we have«. Det er som om, Beyoncé på alle parametre har ladet sig inspirere af dette i forbindelse med at klemme en hitparade ind på under et kvarter.
Ikke alene er koreografien imponerende og dynamisk, men lyden er også pragtfuld. Når maskineriet kører så meget smurt i olie, ville man let mistænke, at lipsyncing var involveret, men Queen Beys vokal er så rig på karakter og nuance, at der ikke kan være nogen tvivl om, at den er live.
Og så får hun også bare stille og roligt arrangeret en midlertidig gendannelse af Destiny’s Child, idet Michelle Williams og Kelly Rowland gæster showet til ‘Bootylicious’, ‘Independent Women part I’ og sågar Beyoncés egen ‘Single Ladies (Put a Ring on It)’. Og så får den ellers ikke for lidt med pyroteknik. Hvis man endnu ikke har fattet, hvorfor Beyoncé er så stort et popkulturelt fænomen, er dette spektakulære show et ideelt sted at starte.
Bedste #4: The Weeknd (2021)
The Weeknds fremragende 2020-album ’After Hours’ emmede af, at både skala og æstetik var i højsædet – og netop disse to kvaliteter tog han med sig til Super Bowl i 2021, hvor han serverede en imponerende hitparade foran en stort opsat skyline-kulisse befolket med dansere, hvorefter han bevægede sig igennem en svimlende spejlsal omgivet af dobbeltgængere.
Idet vi når til den euforiske ’I Feel It Coming’, er vi på toppen af kulissen, og godt med fyrværkeri kan ses i horisonten. Det ville i sig selv være en finale værdig, men showet er end ikke halvvejs. Oppe på tagtoppen møder vi også The Weeknds band, klædt i mystiske sensuelle dragter, og når vi rammer ’Earned It’, trækker alle danserne i kulissen violiner frem. Der er ikke et øje tørt, og The Weeknd bevæger sig som en charmør uden lige.
Men så kommer showstopperen. Et hav af dansere i The Weeknd-kostumer indtager fodboldbanen til et dramatisk ’House of Balloons’-interludium, inden gigahittet ’Blinding Lights’ går i gang. Det er festlig eksplosion uden lige, hvor The Weeknd en gang for alle fik cementeret, at han hører til blandt popmusikkens absolutte sværvægtere.
Bedste #3: Michael Jackson (1993)
Hvis det ikke var for Michael Jacksons 1993-optræden, ville vi næppe skrive denne artikel i dag, for så ville vi nok ikke have set superstjerner som The Weeknd, Beyoncé eller Bruno Mars optræde til Super Bowl.
Jovist, det var egentlig tredje gang, Super Bowl inviterede et stort popnavn til at give koncert i halvlegspausen, men de to første forsøg er virkelig ikke ældet med ynde, og popstjernerne føltes stadig mere som dessert end som det egentlige måltid.
Det kan ikke siges om Jacksons 1993-show. Han ejer den scene. Hvert eneste øjeblik er dedikeret til Jacksons image, vision og overlegenhed. Der er wow-faktor over praktisk talt hver eneste bevægelse, han foretager med kroppen. Den konstante jubel fra publikum er ikke til at tage fejl af. Og hans imponerende tight medleyformat er det, praktisk talt samtlige Super Bowl-shows sidenhen har været baseret på.
Er ‘We Are the World’- og ‘Heal the World’-sektionerne mod slut lige lovligt cheesy i retrospekt? Ja, det må jeg desværre erkende. Men de er stadig imponerende produktioner, og alt inden da har været så gennemtrængende og cool, at man godt kan tilgive det.
Bedste #2: Bruce Springsteen (2009)
Der er mange rockbands, der har indtaget Super Bowl-scenen gennem tiden. Men jeg må være ærlig: Når jeg ser The Rolling Stones, The Who eller endda Tom Petty and the Heartbreakers, føles det mere som 13 minutters udpluk af en koncert, end det føles som en af årets store musikalske begivenheder.
Springsteen og hans altid veloplagte E Street Band udnytter dog formatet fuldt ud. Ikke ét sekund føles det mindste overflødigt. Springsteen synger hver eneste linje, som om de aldrig har betydet mere for ham, og hver eneste gang han får muligheden, træder han helt ud til scenekanten – bare for at vise publikum, hvor meget de betyder for ham.
Alle musikerne ligner nogle, der elsker hvert eneste lille øjeblik af, hvad de har gang i, og scenen emmer af kærlighed musiker og musiker imellem. Det store gospelkor på ‘Working on a Dream’ ender blot med at blive krymmel på den overordnede lagkage, hvor hvert lag smager storslået.
Der er ingen tvivl, når man ser hans halftime-show: Bruce Springsteen er The Boss, og det vil han altid være.
Bedste #1: Prince (2007)
Halvdelen af numrene i Princes halvlegsshow er covers, og hvert eneste af dem ender han med at eje til fulde. Han giver den så meget gas på guitaren, at hvert eneste nummer (andres som egne) får ny sjæl, og som vokalist holder han ikke igen – han har altid et nyt charmerende lille skrig i ærmet.
Når marchbandet træder ind til ‘1999’ står det dog klart, at det her ikke blot bliver en god optræden, men muligvis den bedste Super Bowl-optræden nogensinde. Når ‘1999’ bliver til Creedence Clearwater-klassikeren ‘Proud Mary’ sker det så gnidningsfrit, at det er til at måbe over – og når Prince får sin hardrocker på ved at fræse den af på guitaren til først Bob Dylans ‘All Along the Watchtower’ (med klar inspiration fra Hendrix-udgaven) og dernæst Foo Fighters’ ‘Best of You’, demonstrerer han alsidighed i en grad, som få andre superstjerner har kunnet prale af.
Princes show har alt det bedste fra en storartet rockkoncert og alt det bedste fra en skarptskåret popoptræden – uden at de to aspekter af ham går på kompromis med hinanden. Rettere kulminerer de i den smukkeste afslutning på nogen Super Bowl-optræden: En smuk, smuk udgave af ‘Purple Rain’ med lilla lys over hele arenaen, et koreograferet marchingband, en dejligt skramlet guitarsolo, syng-med-sektioner og et hav af lightere i vejret. Det er showmanship af ypperste kaliber.
Værste #3: Justin Timberlake, Janet Jackson m.fl. (2004)
2004-showet huskes mest af alt for de sidste få sekunder, hvor Justin Timberlake hiver en brystplade af Janet Jacksons outfit, så hendes ene bryst bliver eksponeret for hele verden. Det var en så stor mediesensation, at det direkte inspirerede oprettelsen af Youtube.
Timberlake og Jackson er dog ikke årsagen til, at vi har inkluderet 2004-showet. Nej, de er nærmest det eneste gode ved koncerten. Timberlake giver en fræk ‘Rock Your Body’, der oser af charme. Jacksons indledende optræden med ‘All For You’ savner nogle kalorier, men heldigvis kommer hun efter det med den stærke black power-hymne ‘Rhythm Nation’.
Lad os lige – for at spole tiden frem til nu – forestille os, at det havde været en af nutidens store Black Lives Matter-hymner: Kendrick Lamars ‘Alright’ for eksempel. Hvad nu, hvis den sang blev opført direkte efter et redneck-band a la Five Finger Death Punch? Det var nogenlunde det, der skete i 2004, for ‘Rhythm Nation’ fulgte direkte efter, at Kid Rock spillede ‘Cowboy’, hvor han slutteligt rapper linjen »I’m proud to be living in the U.S.A.« tre gange i streg.
Det er så dårlig smag og så kraftigt et stemningsmæssigt piskesmæld, at jeg ærlig talt er forundret over, at det skete. Og det hjælper så ikke, at Kid Rocks redneckede hiphop-hardrock har ældet som sur gammel mælk (ikke at det nogensinde lød decideret godt). Ud over Kid Rock bliver størstedelen af tiden tilbragt med P. Diddy, der om muligt har endnu mindre at byde på som rapper. Ingen store produktioner eller Nelly-gæstespots kan distrahere fra det faktum, at Diddys flows er stive, hans lyrik indholdsforladt.
Sidenhen har Super Bowl aldrig kørt et halftime-show uden en decideret headliner – og det har overordnet været en god ting, omend listens førsteplads vil agere undtagelse til den regel.
Værste #2: New Kids on the Block og Disneyland-figurer (1991)
Tidens hotteste boyband, New Kids on the Block, var de første popstjerner til nogensinde at være booket til et Super Bowl halvlegsshow. Og heldigvis var der ikke særlig mange, der så det. Under halvlegspausen blev der nemlig transmitteret nyheder fra Golfkrigen, så showet i pausen kom først på tv efter kampen var overstået, og de fleste havde skiftet kanal.
Af samme årsag er det definerende musikalske Super Bowl-øjeblik fra 1991 faktisk ikke halftime-showet, men rettere Whitney Houstons imponerende udgave af ‘The Star-Spangled Banner’, inden det hele gik i gang.
For at være fair mod New Kids on the Block er de få minutter med dem i fokus nok det mest acceptable i showet. Det store problem er et tonesammenstød, der er mere ekstremt end førnævnte Janet/Kid Rock-clash.
1991-showet var produceret af Disney og rettet særligt mod børnene, der så med. Samtidig var det en nærmest propagandistisk og fetichistisk hyldest til USA’s indsats i Golfkrigen. George H. W. Bush dukker endda op mellem to børnesange opført af børn og Disneyland-figurer. Det er usmageligt.
De sukkersøde pastelfarver og alt for corny musikalske indslag ville være slemme nok i sig selv, men intet når absurditeten af at høre Mickey Mouse afslutte med at råbe »And thanks to our armed forces everywhere« efter en optræden med ‘This One’s for the Children’ og ‘It’s a Small World after All’.
Værste #1: Black Eyed Peas (2011)
Black Eyed Peas begik overraskende nok et endnu større æstetisk mareridt end Mickey og vennerne. Mickey Mouse havde i det mindste et velsyngende og -dansende boyband med på scenen. Sådan et lyspunkt er der ikke i 2011-showet, der praktisk taget endte The Black Eyed Peas’ tid som superstjerner.
Alle fire ærter rapper og synger som om, de ikke kan høre sig selv eller beatet. Fergie (der ellers sagtens kan synge) rammer så meget forbi hele tiden, at det er til at krumme tæer over – især da hun af uransagelige årsager kaster sig over at synge ‘Sweet Child O’Mine’ ved siden af Slash, hvis riff bliver skåret ud af lydbilledet flere steder, og hvis lunkne solo bliver visuelt overdøvet af Fergies mærkværdige dansen omkring ham.
Mikrofonerne cutter jævnligt, og linjerne bliver rappet som om, rapperne ikke er bevidste om, hvad ordene betyder. Flere steder er det endda som om, autotune paradoksalt nok får ført vokalisterne væk fra de rigtige toner.
Den helt store synder er dog Will.i.am. Hvor Springsteen eller Prince forstår at komme ud over scenekanten, virker Will.i.am som om han er mere interesseret i at ligne og lyde som en sej rockstjerne, end han rent faktisk er interesseret i at underholde.
Det føles som at se en flok amatører. Og det var som om, at vi efter denne optræden som samfund kollektivt erkendte, at Black Eyed Peas ikke hørte til i popmusikkens øverste lag.