Østen ‘Sang til min mor’
Dette er kun Østens tredje singleudgivelse, men den har et ambitionsniveau, der er usædvanligt for en så ny og uprøvet artist.
‘Sang til min mor’ er en voldsom, eksistentialistisk popsang, hvor den danske musiker møder livets forgængelighed uden at blinke – ved at overveje sin egen mors dødelighed. Sangen føles som en bølge, der vokser, mens Østens autotunede vokal stiger i intensitet.
Storladen popmusik, hvor autotunet vokal skildrer en mors dødelighed – hvor har vi lige hørt det før?
Der er mere end en smule af Kanye Wests ‘808’s & Heartbreak’ over ‘Sang til min mor’. Men det viser måske i virkeligheden bare, hvor højt Østen tør sigte. Det bliver spændende at høre mere, når debutalbummet ‘Daylight’ udkommer 25. oktober.
The Weeknd feat. Playboi Carti ‘Timeless’
Rapper-samarbejder har ikke været øverste prioritet for The Weeknd de seneste år, men på den nyeste single fra det kommende album ‘Hurry Up Tomorrow’ vender han med stor succes tilbage til disciplinen. Playboi Carti er det perfekte match til den her slæbende synth-banger.
D1ma ‘Cleopatra’
Apropos The Weeknd: D1ma er i fuld popstjerne-modus på ‘Cleopatra’. Det oser af Weeknd, men tilsat D1mas særlige eksistentielle tungsind.
Emily Bowen ‘Ghost’
Danske Emily Bowen nævner selv Boygenius som en inspirationskilde, og særligt Phoebe Bridgers’ sortsyn skinner igennem på denne selverklæret morbide spøgelseshistorie. »It’s been a while since I’ve had rest / that didn’t feel like dying«, lyder det eksempelvis i første vers, men det hele pakkes alligevel ind i sprød, fængende popmusik.
Dork ‘Legs’
Bag kunstnernavnet Dork gemmer sig den danske sangskriver Lærke Simoni, og debutsinglen ’Legs’ er en charmerende, skramlet omgang indierock med spydig deadpan-humor a la Rhian Teasdale fra Wet Leg. Sangen handler bogstaveligt talt om at være villig til at brække begge sine ben for at undgå selskabet af andre mennesker.
Gorgeous ‘Do Better’
Efter en årelang skriveblokade er sanger Maríe Louise Bjarnarson og producer Andreas Murga endelig klar med deres debutplade, og den danske duos country-flirtende poprock har sjældent lydt lækrere og mere elegant end på dette afdæmpede, drømmepoppede højdepunkt fra albummet ’EXP’.
Sophie feat. Hannah Diamond ‘Always and Forever’
Sophies samarbejde med PC Music-stjernen Hannah Diamond blev indspillet blot få måneder før førstnævntes død, og det gør kun venskabshymnen ekstra hård at lytte til, når Diamond i omkvædet synger ting som »And as the years go by you’ll still be by my side«. En tragisk smuk popsang.
Faza ‘Glem nu’
Det er gået stærkt for raptalentet Faza, siden han i starten af året udgav den lovende debutsingle ’4Life’, og i sidste måned slog han for alvor sit navn fast på den danske hiphopscene med en feature på Kesis nye album ’FOMO 88.8’. Med ‘Glem nu’ har han udgivet sin nok bedste single siden debuten, hvor hans skrøbelige vibrato virkelig kommer til sin ret.
The Bird ‘Heart Attack’
Denne sang giver os ikke et decideret hjerteanfald, men det er tæt på. Det er et neonfarvet sansebombardement.
Maxo Kream feat. Tyler, the Creator ‘Cracc Era’
Hør her, vi elsker den bløde Tyler lige så meget som dig, men hold nu ferie, det lyder også godt, når han går ind over beskidte, bastunge beats, der lyder som noget, der er taget fra en Neptunes-session med Clipse.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: