Ifølge Quentin Tarantino er Sergio Leones såkaldte dollartrilogi forlægget for al moderne filmproduktion. Jeg mener, at han har ret.
Der fandtes westerns, før der fandtes spaghetti-westerns, men det var den italienske version – for alvor indfaset af Sergio Leone – der gav os vildskabens auteur-film og antihelten med revolverbæltet. Først i ’A Fistful of Dollars’ fra 1964, året efter i ’A Few Dollars More’ og til slut i ’The Good, The Bad, and the Ugly’ fra 1966.
Men hvorfor er Leones trilogi så legendarisk? Ifølge Tarantino er svaret simpelt:
»Du kan ikke sige Sergio Leone uden med samme åndedrag at nævne Clint Eastwood og Ennio Morricone«.
Den hellige treenighed.
For at forstå, hvorfor Leone adskilte sig, skal man forstå, hvad han adskilte sig fra: det tæmmede vilde vesten. Fra mellemkrigstiden og op til 60’erne var den amerikanske filmproduktion dikteret af noget, der blev kaldt Motion Pictures Production Code – populært kendt som Hays Code, navngivet efter den republikanske og kirketro formand for MPA (Motion Picture Association), Will H. Hays.
Kodekset var en (selv)censurerende forordning, der dikterede gudfrygtig dydighed på det store lærred. Det medførte en bestemt slags cowboy. ’Deadwood’-skaber David Milch gav i et interview den bedste fortolkning af støbeformen til Hays kyskhedsbælte:
»Obskønitet i ord, tanke eller dåd er en forbrydelse mod den naturlige lov og dermed gud«.
For at indarbejde denne begrænsning som en organisk karakterpræmis måtte manuskriptforfatterne derfor »forestille sig en karakter, for hvem obskønitet var et forfaldent og patetisk udtryk for svaghed (…) Jeg mener, at dette er oprindelsespunktet for den lakoniske cowboy«.
Altså cowboyen som en mand af få ord, men med en dyb og rodfæstet moral.
Det var ikke alle Hollywood-film, som fulgte Hays-kodekset med samme artighed. Alligevel var de fleste amerikanske westerns før 1960 befolket af løjerligt heroiske hovedpersoner. Standhaftige sheriffer, jævne familiefædre og generelt gode mænd. Var de onde, gik de bodsgang med et hjerte fra Klondyke. Men så blev året 1964. Og her kommer:
Clinten
’A Fistful of Dollars’ starter så sagte, at man kan høre vinden suse igennem et patronhylster. Clint Eastwood drikker vand fra en brønd med en suppeske. Da han siden bliver beskudt på vej ind i byen, lader han hesten løbe, beder bedemanden om at klargøre tre kister og skridter tilbage mod overfaldsmændene, hvorefter han planter en kugle i brystet på hver og en. Tilbage forbi bedemanden igen.
»My mistake. Four coffins«.
Alt ved Eastwoods Man Without a Name er ikonisk.
Fra måden, hvorpå han holder cigaren mellem to blottede tandrækker i venstre side af munden (mens han taler), til den snerrende skulen fra under brimmen på cowboyhatten: to postkassesprækker fyldt med mistro, der lyner over en uvasket poncho, gennemhullet af winchesterpatroner, sammenlappet og kastet over skulderen, når revolveren trækkes fra bæltet, spinder halvanden gang rundt om aftrækkerfingeren og lander tilbage i hylsteret, før modstanderens styrter i støvet.
Clinten er hverken retskaffen eller nederdrægtig. Han er bare. Filmhistoriens første største antihelt, der værdsætter overlevelse over enhver anden egenskab. Hvis Manden uden Navn havde mødt Will H. Hays, havde han skudt ørene af ham for at være en stivstikker med en håndbibel.
Morricone
Og hvis Jordens undergang fortjener et soundtrack, bør det være Morricone, der akkompagnerer apokalypsen. Jeg anbefaler på det varmeste, at du sætter ’Ecstasy of Gold’ på, mens du læser resten.
Den britiske forfatter og Sergio Leone-ekspert Sir Cristopher Frayling betegnede ’The Good, the Bad, and the Ugly’ som rockvideoens fødsel. Leones samarbejde med Morricone var dengang en sjælden symbiose. Morricone leverede ikke kun lyd til Leones billeder. Leone formede billederne efter Morricones lyd. Underlægget trådte i forgrunden og fortalte historien med samme potens som dialogen og det levende billede.
I ’A Fistful of Dollars’ sætter Morricone milepælen for det atmosfæriske tema. Den mytologiske fløjten, der langsomt akkompagneres af klokkespil, akustisk guitar og sopran. Morricones musikalske opbygning afspejler Leones langsommelige historiefortælling. De viser deres hånd til hinanden ét kort ad gangen, indtil suspensen når sit bristepunkt. Royal Flush.
Det er i ’A Few Dollars More’, at Morricone griber tøjlerne som aktiv fortæller. Kompositionen til det musikalske lommeur (’Carrillions theme’), som skurken lader spille til ende, før han skyder sine ofre, væves ind i slutningen af det bombastiske tema for den afsluttende duel. Det er Morricones musik, der dikterer, hvornår helten trækker pistolen. Det er lyden, der afgør filmen.
I ’The Good, the Bad, and the Ugy’ når symfonien sit crescendo. En tre minutters scene med en mand, der spurter desperat rundt mellem gravpladser, bliver legendarisk for sin egentlige hovedperson: ’The Ecstasy of Gold’. Og da de tre kombattanter står formet i en truende trekant, med sammensprukne øjne og fingeren på revolverskæftet, sammenvæves ’The Trio’ med en justeret version af ’Carrillions Theme’.
At fire minutters stilstand er en af de mest berømte scener i historien om bevægelige billeder, fortæller mere om Morricone end samtlige biografier.
Leone
Gode kunstnere låner. De største stjæler. Efter to middelmådige film – et græsk og bibelsk epos – tog den unge Sergio Leone plottet fra den japanske filminstruktør Akira Kurosawas ’Yojimbo’ og tilsatte støv og pistoler. ’A Fistful of Dollars’ var født.
Ifølge Quentin Tarantino altså forlægget for den moderne film.
Leone lader billederne hænge. Når en hund går over vejen, ser vi med fra rendesten til rendesten. Evnen til at forblive i øjeblikket og dets mindste detaljer uden at miste et gran af spænding er Leones fængslende trolddomskunst.
Moderne actionfilm har i skyndingen glemt, at et brag uden forspil ikke er mere end en høj lyd. Vi vil se lunten blive tændt og raketten stige til vejrs.
Når Tuco endelig fanger Eastwood på hotelværelset i første tredjedel af ’The Good, the Bad, and the Ugly’, er det kun forløsende, fordi komplottet starter under jorden, hvor Tuco hverver tre gamle kammerater, mens han plukker en høne. Det fungerer, fordi kammeraterne bliver plaffet ned af Eastwood i døren, mens Tuco kommer ind ad vinduet.
Scenen, hvor Lee Van Cleefs kølige oberst Mortimer møder Eastwoods iltre inkognito i ’A Few Dollars More’, er legendarisk, fordi den maler antiheltenes forskelle, uden de mæler et ord. Først træder de hinanden over støvlerne. Cleefs er skinnende. Eastwoods er mudrede.
Eastwood slår Van Cleef, så hatten flyver af. Hver gang Cleef bukker sig ned for at samle den op, trækker Eastwood pistolen og skyder den videre langs færdselsåren – lige indtil kuglen dykker før sit mål. Cleef sætter dernæst hatten på plads og tager grundigt sigte med sin langløbede revolver. Nu er det Eastwoods hat, der flyver: fra hovedet med den første kugle og dansende i luften med de følgende fem. Vi ved, hvem de er, og de kender hinanden. Vi behøver ikke mere.
Hos Sergio Leone fortæller hvert ladegreb en historie om manden, der holder geværet. Og når den mand er Clint Eastwood, og skudsalverne løsnes til musik fra Morricone, bliver resultatet til mere end et skinnende fyrtårn i filmhistorien.
Det bliver til et fundament.
Hele Dollartrilogien kan ses på Viaplay.