INTERVIEW. »Jeg begyndte at filme, da vi begyndte at gå i stykker«.
Ordene er palæstinensiske Basel Adras. Han fortæller om landsbyfællesskabet Masafer Yatta på Vestbredden, hvor han er vokset op.
Et område, som gennem årtier har været besat af Israelsk militær og bosættere, hvor de lokales eneste våben og håb i kampen for at stoppe fremmarchen af maskingeværer og bulldozere er at tænde deres kamera og holde fast i det, lige meget hvad der sker.
Og så er det ord, der optegner den kontrastfyldte blanding af stædig modstand og underkuet afmagt, der er kernen i ’No Other Land’, en af de mest omtalte dokumentarfilm det seneste år, som Soundvenues anmelder har kaldt den »uafrystelige film om Israel-Palæstina-konflikten, alle bør se«.
Adra og medinstruktøren, israelske Yuval Abraham, er i København i forbindelse med filmens danske biografpremiere, et halvt års tid efter den første gang blev vist under CPH:DOX-festivalen i marts.
De er tydeligt blevet hjemmevante i at manøvrere i det pressecirkus, der omslutter dem på deres færd rundt omkring i verden, men spørger også nysgerrigt til, hvem jeg tror vil læse interviewet og se filmen i Danmark, da jeg hilser på dem på CPH:DOX-kontorerne i Kødbyen. De kommer lige fra et formiddagsbesøg på københavnerfavoritten Hart.
»Simpelt, men godt. Brød og ost, ikke så meget mere«, er det kontante svar fra Abraham, da jeg spørger, om det var lækkert. Adra nikker roligt. Modsat mange andre skal der mere end Noma-affilieret bagværk til at ryste grundvolden hos de unge mænd, der har overværet rædsler, vi andre blot kan have mareridt om.
»Det vigtigste værktøj«
’No Other Land’ foregår i Masafer Yatta, hvor palæstinensiske Adra for fem år siden møder Abraham, en israelsk journalist, han i dag kalder sin ven, og som altså sidder ved siden af ham her mere end 3000 kilometer væk hjemmefra.
De to har, sammen med medinstruktørerne Hamdan Ballal og Rachel Szor, dokumenteret, hvordan Israels myndigheder flankeret af selvtægtsudøvende bosættere fordriver lokale med vold for at rive deres huse ned. Ifølge dem tilhører områderne Israel og skal bruges til militærtræning.
Adra har gennem aktivisme og med kameraet som »det vigtigste værktøj« brugt sin ungdom på at modkæmpe bosættere og soldater, der dag og nat dukker op og fjerner folk fra deres hjem uden varsel. Siger man dem imod, risikerer man livet.
’No Other Land’ er en fortælling om et tæt venskab, der trodser konfliktens polariserede enten-eller-mentalitet og viser den gensidige omsorg og empati, vi mennesker besidder, uagtet vores baggrund.
Men den er også et bevis på, at to børn født på hver deres side af en grænse kan have vidt forskellige forudsætninger for at få et trygt liv.
»Basel og jeg er lige gamle, og vi er født tæt på hinanden, men vi lever under to forskellige lovsystemer i samme stat«, fortæller Abraham. »Jeg under civil lov, han under militær lov. Jeg kan stemme og rejse frit, han kan ingen af delene. Du og jeg har stemmeret og kan være med til at styre de love, vi lever efter, det kan Basel ikke. Militær lov er noget, soldater bare finder på. De bestemmer alt, og deres eneste mål er at forhindre en palæstinensisk stat«.
»Jeg ved godt, at det er svært at begribe, men forestil dig at blive vækket af soldater fra et andet land, der siger, at dit hus er ulovligt, og at du ikke må besøge din familie og dine venner i andre byer. At det sker i 2024, og at verden tillader det, er så ufatteligt forkert«.
En navnløs sandbunke
’No Other Land’ fik verdenspremiere på den prestigefyldte filmfestival i Berlin i februar, hvor den vandt flere priser. I deres takketale italesatte de den eskalering af den årelange konflikt, som siden 7. oktober sidste år har kostet mange tusinder menneskeliv i Gaza.
Adra fortalte på scenen, at »det er svært at fejre det her, når titusinder af mit folk slagtes og massakreres af Israel i Gaza«, mens Abraham opfordrede de magtfulde folk i salen til at presse på for en våbenhvile og et omgående ophør af tilstanden, han betegner som »apartheid«. Udtalelser, der resulterede i heftig kritik fra tyske politikere, anklager om antisemitisme og tilmed dødstrusler.
Siden har de rejst verden rundt og modtaget mere end 25 priser, herunder publikumsprisen på CPH:DOX. Her skulle de også have været forbi, men visumproblemer gjorde, at Adra ikke kunne forlade Palæstina.
Ganske uhørt har filmen stadig ikke en amerikansk distributør – sandsynligvis fordi mange er bange for at stikke hånden ned i den hvepserede, Israel-Palæstina-tematikken er, ikke mindst i USA. Det siger noget om filmens styrke og relevans, at den alligevel er en af favoritterne til en Oscar-nominering for Bedste Dokumentarfilm.
Den slags hæder ville naturligvis gøre Adra og Abraham stolte, men langt vigtigere vil det »give filmen et kæmpe boost og gøre navnet Masafer Yatta til et, man kender verden over«, som de siger. Bare det, at man kender navnet, tror de på gør en stor forskel, for ser du på et israelsk kort, findes de små landsbysamfund slet ikke. De er, forklarer de, bare »en stor sandbunke uden navn«.
Normaliseret uretfærdighed
Hvordan mødte I hinanden?
Abraham: »Jeg er opvokset i Israel og lærte i skolen, at de tre millioner palæstinensere på Vestbredden ikke er borgere, men mennesker uden rettigheder, kontrolleret under militær lov af Israel. Jeg indså, hvor forkert det er, følte en kæmpe skam og ville ændre det. Så jeg studerede arabisk, blev journalist og skulle til Masafer Yatta for at undersøge en historie om bosættere, der angreb børn på vej til skole. Efter det blev jeg ved med at komme igen og mødte Basel«.
Adra: »Vi brugte en masse tid sammen på at dokumentere besættelsen, og jeg fortalte, at jeg ville lave noget større end bare små klip og artikler til sociale medier. Vise hele historien over flere år, så folk kunne forstå den uretfærdighed, som mit folk har levet under så længe. Der blev vi enige om at skabe denne her film sammen«.
Hvad var de største udfordringer ved at lave filmen?
Adra: »Det var svært at finde en slutning, for situationen udvikler sig og eskalerer hele tiden. Og så at lave filmen i mit hjem, for militæret invaderede det for at konfiskere materiale og kameraer, så vi måtte gemme alting. Samtidig skulle vi altid være klar til at rykke ud, hvis bosætterne gik til angreb, eller et hus blev revet ned«.
Abraham: »Det var svært at fortælle, at det her ikke er én forfærdelig handling, men at rutinen er humlen i det hele, for ondskaben og uretfærdigheden er over årtier blevet normaliseret. Det er hverdag at frygte for sit liv og at blive smidt ud af sit hjem, så at koge noget så langvarigt, repetitivt og strukturelt ned til 90 minutter var vanskeligt.
Livestreamet massemord
Har I i dag samme tro på, at I kan ændre verden med jeres kameraer, som da I startede med at filme?
Adra: »Jeg stiller mig selv det spørgsmål hver dag. Det er en helt anden snak end for få år siden. Et massemord bliver livestreamet, alle kan se det ske, men ingen stopper det, tværtimod bliver det bare værre. Vi vinder priser, men det får ingen i mit lokalsamfund det bedre af, og når ingen kan retfærdiggøre det, Israel og bosætterne gør, bruger de det sidste kort, de har, og kalder os antisemitter«.
Adra: »Det er en hård kamp, der ofte virker håbløs, men vi kæmper videre for vores folk, og for at nogen håndhæver de internationale love. Alle ved, at vi reelt ingen magt har, men jeg kan ikke bare sidde derhjemme, jeg bliver nødt til at gøre noget. Men det er en svær balance, jeg risikerer mit liv med kameraet i hånden. Vi laver ikke film, fordi vi synes, det er sjovt. Jeg ville ønske, at vi aldrig havde lavet denne her film, at det aldrig havde været nødvendigt«.
Hvad er jeres tanker om, at ingen amerikansk distributør har købt filmen?
Abraham: »Dissonansen mellem filmens succes og den manglende succes med at ændre situationen går os meget på, for den skal virke som et værktøj frem for et værk. Skellet mellem at være elsket i filmverdenen og at nå bredt ud er kæmpestort et sted som USA. Underholdning sælger altid bedre end det, vi laver, men vi håber, at det sker, for filmen fortjener at blive set af mange millioner«.
Er folk bange for at røre ved jeres film?
Abraham: »Bestemt, det handler om geopolitiske interesser. Forskellen i behandlingen af ’No Other Land’ og den ukrainske ’20 Days in Mauripol’, som vandt en Oscar og fik mainstreamgennembrud sidste år, er vild. Selvom Den Internationale Domstol har slået fast, at det, Israel gør, er ulovligt, kalder man vores film kontroversiel. Hvis man oprigtigt tror på, at alle menneskeliv har samme værdi, er det jo ren hykleri«.
Hvordan føles det at få anerkendelse fra folk i hele verden, som aldrig vil kunne begribe den situation, jeres folk er I?
Adra: »At folk verden over ser filmen, giver os nogle glade stunder i alt det mørke, vi lever i, men det handler ikke om os, det handler om, at folk forstår uretfærdigheden. Filmen er et redskab, der kan lære folk om apartheid og ulighed, som magthavere nægter at anerkende. Vi håber, at folk, uagtet sociale klasser og holdninger, vil se den og tale med hinanden om den«.
Hvad er jeres tanker om den utroligt store indflydelse på kultur, politik og debatter i hele verden, som konflikten har i disse måneder?
Abraham: »Med al respekt er jeg faktisk ret ligeglad med, hvordan diskursen er i Vesten, og at folk udefra gør konflikten til en del af deres identitet og deres eget problem. Det handler om at skabe politiske koalitioner, der kan stoppe folkemordet. Jeres holdninger, ekstreme eller ej, er ikke ret vigtige, det handler den etniske udrensning og de sultende børn. Det handler om Palæstina, om Gaza«.
Lys i mørket
De sidste minutter vi har sammen, beslutter jeg at bruge på at dykke ned i, hvad der sker, når skydækket af vrede, frygt og frustration i ny og næ slår en sprække, og lidt lys kommer ind.
Jeg spørger, hvad det bedste minde fra deres fem år sammen er, og det bliver første gang, de får brug for lidt tænketid. De kigger på hinanden, så ned. Abraham piller ved metalkanten på bordet, kigger igen på Adra, og så på mig:
Abraham: »Det helt særlige venskab vi har fået, alle vores samtaler og at rejse med Basel har sat spor dybt i mig, som vil være med mig for evigt. Derhjemme er vi ulige, og volden er altid til stede sammen med os, men væk fra Vestbredden er vi lige. Det er både en håbefuld og hård måde at mærke, hvordan tingene kunne have været, hvis verden var retfærdig, men også hvordan det kan blive en dag«.
Hvad er jeres håb og drømme for næste år?
Abraham: »Håbet er, at Europa træder i karakter. Jeg kan ikke se, hvem der ellers skal standse Israel, og hundredtusindvis af liv er på spil. Derudover at vi bliver Oscar-nomineret, så filmen vokser yderligere – det kan redde både landsbyer og liv«.
Adra: »Det ser mørkt ud, jeg regner ikke med mange gode dage. Vi snakker om internationalt, politisk pres, men det går i den forkerte retning. Flere vanvittige mennesker får mere magt. Det er svært at tænke på sit eget liv og have sine egne drømme, når folk i ens hjemland bliver dræbt hver eneste dag. Jeg tør ikke have håb eller drømme, for jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske med mig. Alt er overskygget af en stor følelse af håbløshed. Og mest af alt er jeg helt vildt bange«.
’No Other Land’ kan ses i biografen.