ANBEFALING. Lad mig starte med en disclaimer, som næppe vinder mig nogen tilhængere: Jeg har et ambivalent forhold til Steven Spielbergs hyldede Anden Verdenskrigsfilm fra 90’erne, ’Schindlers liste’ og ’Saving Private Ryan’.
Jeg elskede dem, da jeg så dem første gang, men ved hvert gensyn er glansbilledet falmet en smule, og jeg har sågar haft ophedede diskussioner med kollegaer om deres mesterværksstatus. Bevares, det er gode film, men ikke nær så gode, som de bliver gjort til.
Jeg lod mig overbevise af Terry Gilliams sydende kritik af ’Schindlers liste’, som han syntes var latterlig, fordi den insisterede på at lave en lykkelig Hollywood-fortælling ud af Holocaust om de jøder, der faktisk blev reddet. Som Gilliam siger: Holocaust handlede ikke om sejr, men om nederlag.
Og selvom ’Saving Private Ryan’ langt hen ad vejen forsøger at vise, hvordan de amerikanske soldater også gjorde sig skyldige i moralsk forkastelige krigshandlinger, har jeg haft svært ved at se bort fra de endimensionelle portrætter af menige tyske soldater, der fremstilles som ondskaben selv og ikke de banale møtrikker i nazi-apparatet, de formentlig var.
At filmen samtidig svælger i de uhyrlige tab af amerikanske liv, men ofte ikke viser blod, når tyskerne dør, lagde ekstra oveni denne fornemmelse.
Måske er det derfor, at jeg først for nyligt fik set Steven Spielbergs ’Munich’ fra 2005 – og overrasket måtte erkende, at den ligger milevidt fra Spielbergs tidligere krigsfilm. Her er ingen sort-hvide fremstillinger af helte og skurke, men kun mudrede gråzoner, emblematisk for den stigende grad af kompleksitet og selvransagelse, der har kendetegnet instruktørens film siden årtusindskiftet.
Havde jeg lige bevidnet en af de mest præcise skildringer af konflikten mellem Israel og Palæstina? Jeg var i hvert fald blæst bagover.
Øje for øje, tand for tand
Filmen tager sin titel efter terrorangrebet udført af den militante palæstinensiske gruppering Black September mod israelske deltagere ved OL i München i 1972, som kostede 11 atleter livet.
Men titlen er vildledende. Terrorangrebet iscenesættes effektivt i filmens åbning, men er ovre inden for de første 10 minutter – modsat den kommende Oscar-kandidat ’September 5’, der udelukkende handler om tv-dækningen af angrebet.
I ’Munich’ følger vi i stedet efterspillet og Mossad-agenten under dæknavnet Avner Kaufman (Eric Bana), som får til opgave af ingen ringere end premierministeren Golda Meir at snigmyrde de 11 højtstående Black September-overhoveder, der menes at være ansvarlige for attentatet.
At terrorangrebet er forbi, nærmest inden det er begyndt, vidner om et nyt mådehold fra Spielbergs side.
Han er mere interesseret i, hvordan de live-transmitterede billeder af terrorangrebet brænder sig fast på hovedkarakterens nethinde og sætter gang i hans fantasi, når han løbende hjemsøges af mareridt om den skæbnesvangre dag.
Billederne er så påtrængende, at Avner endda ser dem for sig under en af filmhistoriens mest mærkværdige sexscener, som i et kort øjeblik næsten truer med at vælte filmen mod det ufrivilligt komiske, når terror kobles med sveddryppende sex og en umådeligt kraftfuld udløsning (en forløsning for sine gerninger, Avner aldrig kan få). (Advarsel: Når først man har set Eric Banas sveddryppende ansigt skrige i orgasmisk smerte (?), kan man ikke glemme det igen.)
Det uomgængelige nationale traume er drivkraften bag den gengældelsespolitik, som vi stadig kun kender alt for godt i dag. Øje for øje og tand for tand.
Hvad der følger, er et neglebidende spil katten-efter-musen, hvor en deep-undercovergruppe af Mossad-agenter dræber palæstinensere én-efter-én i koldt blod, mens de gradvist bliver mere og mere desillusionerede over deres mission.
For hver person de dræber, træder en ny ind i billedet – og adskillige liv bliver taget i palæstinensiske hævnangreb.
En film om Israel, men også USA
Da ’Munich’ udkom, blev den – ligesom mange andre af Spielbergs bedste film – ikke modtaget med udelt begejstring.
Anmeldelserne var splittede, filmen tjente lige knapt sig selv hjem ved billetlugerne, og til trods for fem Oscar-nomineringer satte den ikke det aftryk, man kunne have forventet af en film af Hollywoods om muligt største instruktør.
Det skyldtes nok ikke mindst, at den ikke skyer nogen midler i sin skildring af det nådesløse terrorapparat, som den israelske stat iværksætter. Jeg tøver ikke med at sige, at det er en af Spielbergs allermest trøstesløse film – billederne er næsten helt drænet for farve, de kælkede linjer er desorienterende, paranoiaen altomsluttende.
Den vækker minder om Jean-Pierre Melvilles hovedværk ’Army of Shadows’ om en fransk modstandsgruppe under Anden Verdenskrig, der på samme måde reproducerer den vold, de selv er blevet udsat for, når de i smerteligt langstrakte indstillinger dræber tyske officerer med de bare næver.
I ’Munich’ er snigmordene langt mere raffinerede: Fjernstyrede bomber, nakkeskud, og mystiske, og meget præcise, efterretninger om de palæstinensiske lederes skjulesteder, som den israelske enhed køber på det sorte marked af fordækte franske mænd i jakkesæt.
At der er større geopolitiske kræfter på spil end blot Israel og Palæstina, bliver mere end antydet, især mod filmens slutning, hvor New Yorks skyskraber tårner over karaktererne som arnestedet for et komplekst interstatsligt skyggespil.
På den måde bliver det også en fortælling om amerikansk udenrigspolitik, som dårligt kunne være mere brændende aktuel, da filmen udkom i 2005, hvor krigene i Afghanistan og Irak var på deres højeste, og torturbillederne fra Abu Ghraib var blevet frigivet.
De moralske skrupler gør langsomt sit indtog i den israelske terrorenhed (med fremragende birollepræstationer fra blandt andre Daniel Craig, Ciarán Hinds og Mathieu Kassovitz), som begynder at miste troen på deres arbejde og fatte mistanke til, at de i virkeligheden udfører beskidt arbejde for nogle helt andre, end dem de tror.
Mod slutningen er de mindst lige så bange for den israelske stat som den palæstinensiske og identificerer sig næsten lige så meget med de terrorister, de skulle hævne sig mod til at starte med, som de døde atleter, der var årsag til gengældelsen.
En drøm om frihed
Det taler til filmens største styrke, at Spielberg – mod sædvane – aldrig fortæller os, hvad vi skal synes. Filmen hælder hverken til den ene eller den anden side, men er interesseret i at omfavne nuancerne i begge lejre, hvilket både førte til kritik fra Israel og Palæstina, da den udkom.
Ambivalensen sættes på spidsen i en mesterlig scene, hvor den israelske enhed under dække som tyskere ad omveje ender med at dele skjulested med en militant gruppe palæstinensere. I dialog med deres ærkefjender indser de, at også de kæmper for det samme som dem selv: Retten til et sted at føle sig hjemme. Ord, der gentages flere gange i løbet af filmen og manifesteres fysisk i billeder af et udstillingsvindue med et stort køkken-alrum, som hovedkarakteren projicerer sin drøm om frihed over på.
En særligt rammende udveksling mellem de to fraktioner er brændende aktuel i dag: Eric Banas israelske leder Avner bedyrer over for sin palæstinensiske modpart, at palæstinenserne aldrig vil få deres land tilbage, fordi de ikke har noget at forhandle med. Han får at vide, at de har masser af børn i Palæstina, som også vil få børn. De kan vente for evigt, og om nødvendigt vil de gøre hele planeten utryg for jøderne.
»I dræber jøder, så verden får ondt af dem og ser jer som dyr«, replicerer Avner. »Ja, men så vil verden indse, at det er dem, der har gjort os til dyr«, lyder det palæstinensiske modsvar.
Det er stærke sager, som er milevidt fra de sort-hvide fjendebilleder i ’Saving Private Ryan’. Og citaterne taler til et gennemgående tema i filmen om, at noget må ødelægges, før noget nyt kan blomstre op.
Filmens slutbillede af World Trade Center-tårnene (kun fire år efter 9/11!) er en hårrejsende og nuanceret påmindelse om, at sådanne tanker kun avler mere vold, og at svaret på verdens konflikter alt for længe har været at slå tilbage med endnu større kraft, end man selv blev slået.
Freden udebliver stadig.
’Munich’ kan blandt andet ses på Netflix, Skyshowtime, Blockbuster og Grand Hjemmebio.