Det er svært at komme i tanke om nogen, der nåede at sende lige så mange udstrakte langefingre til alle dele af det danske samfund, som Yahya Hassan gjorde gennem sit kun 24 år lange liv.
Sådan siger nogle af landets fremtrædende forfattere om digteren, hvis død i april for fire år siden sendte rystelser gennem landet, der kunne måles på den kulturelle richterskala. Præcis som debuten ‘YAHYA HASSAN’ fra 2013, der blev den bedst sælgende danske digtsamling nogensinde. Efterfølgeren – ‘YAHYA HASSAN 2’ fra 2019 – blev hans sidste.
Nu bliver digteren hovedperson i en ny bog. I dag udkommer nemlig ‘Familien Hassan’, som Yahya Hassans mor og fire søskende har skrevet i samarbejde med journalist Steffen Stubager.
Her fortæller de for første gang selv om familien og digterens liv i spændingfeltet mellem at være et generationstalent og en udfordret ung mand, hvis personlige liv ofte kom til at overskygge hans arbejde.
Og mens kultureliten omfavnede ham, forsøgte politiske fløje i hver sin ende at få hans ord til at tale ind i netop deres sag. Sådan er det også i dag.
I anledning af den nye bog sætter to forfattere her ord på netop det. For den aarhusianske digter efterlod et særligt aftryk både på dansk litteratur og i deres eget liv.
Glenn Bech: »Jeg spejler mig i ham«
Forfatter og samfundsdebattør. Brød bredt igennem med det selvbiografiske klasseværk ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ fra 2022.
Hvad betragter du som Yahya Hassans vigtigste aftryk på dansk litteratur?
»Med et moderne internetord vil jeg kalde ham unhinged. Modsat i dag, hvor der er en hel masse berøringsangst i kunstmiljøet, skød Yahya Hassan som en enmandshær fuldstændig kompromisløst på alle, han følte skulle have en omgang.
Man kunne have håbet, at noget havde ændret sig efter ham. I dag virker det lidt som om, at han bliver taget til indtægt for nogle kampe, man godt kunne tænke, at han ikke ville bryde sig om. For lige så snart, man forsøgte at omfavne ham, vendte han sig jo om og sagde »ellers tak kammerat«. Så når jeg ser ham brugt som foregangsmand for en eller andet kritik, så virker det lidt som et måde at reducere ham. For han rettede i den grad også en bredside mod det miljø, han selv kommer fra, og var ekstremt islamkritisk. Men det er blevet droslet ned i kunstmiljøet«.
Hvad har han betydet for dig?
»Han var meget tro mod sig selv. Jo også i et omfang, hvor man godt kunne stå på sidelinjen og blive meget bekymret på hans vegne. Men det var utroligt befriende. Han indgød mod i tusindvis af andre. Ikke bare dem, der kunne spejle sig i hans opvækst, men også i alle os andre.
Yahya Hassan var en stemme fra det nederste Danmark. Og hvis man taler om ham i forhold til klasse, var han i lige så høj grad en rollemodel for børn som mig, der ikke nødvendigvis opvoksede i blokken, men havde en masse tilfælles med ham alligevel.
Han skabte præcedens for at være en enmandshær og sandsigerske, der sommetider også taler, før han tænker. Han insisterede virkelig på at stå selv. Det har en ekstremt høj pris.
Jeg er jo også en type, der deler vandene. Selvom jeg holder udsolgte foredrag både i København og i provinsen, er der masser af miljøer, hvor jeg bliver opfattet som problematisk. Og siger noget, man ikke skal sige. Så jeg har da fået mig en masse venner uden for de identitetskritiske kredse. For jeg føler, at mit liv er blevet rigere af at løsrive mig fra de lænker. Men der er ikke særlig mange, der tør gøre det. Så jeg spejler mig i ham«.
Hvorfor er en bog om Yahya Hassans liv stadig relevant i dag?
»Han er min levetids største digterfænomen. Han efterlod sådan et Yahya Hassan-formet hul i dansk litteratur, som er blevet målestok for alle mulige andre mennesker sidenhen og et historisk pejlemærke. Så jeg tror, at der bliver skrevet en masse bøger både om og til ham.
Jeg er selvfølgelig bekymret for, hvordan alle mulige mennesker – også hans familie – kommer til at forvalte hans arv. Og om han ville syntes om det. Særligt om der bliver skruet op eller ned for hans islamkritik. Men det kan jeg jo læse mig til i bogen«.
Sidsel Ana Welden: »Yahya Hassan beviste, at jeg bare kunne skrive tingene, som de var«
Forfatter, journalist og billedkunstner. Står blandt andet bag den anmelderroste ‘Du er min arv’ og den prisvindende psykiatriantologi ‘Hjertet er en fold med heste’ i samarbejde med Anna Rieder.
Hvad betragter du som Yahya Hassans vigtigste aftryk på dansk litteratur?
»Det er hans debutdigtsamling. Han er jo en så omdiskuteret og sagnomspunden person. Og det har været tragisk at se, hvordan al den omtale og kritik af ham i medierne ændrede hans liv. For selvom jeg jo ikke kan udtale om det, så kan jeg forestille mig, at det var med til, at hans liv sluttede så tidligt.
Hvis man fjerner alt andet rundt om – interviewene, diskussionerne, alt det der – så står det, som han kunne give os, og vi havde brug for, tilbage i den bog. Og jeg har også bare lyst til, at den skal få lov til at stå tilbage i fred«.
Hvad har han betydet for dig?
»Hans første digtsamling kom samme år som Asta Olivia Nordenhoffs debut ‘Det nemme og det ensomme’. Det var virkelig et sindssygt år i litteraturen for mig. For min egen praksis var der noget med Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhoffs digtsamlinger, som satte noget i gang.
Det var første gang, at jeg havde set nogen skrive på en måde, som var så simpel. Det er et banalt ord, men det var på en måde bare det. Der var intet forceret eller noget koketteri. Det strugglede jeg selv med i forhold til at ville skrive digte og være forfatter. Men jeg følte, at der var nogle koder, som jeg med min baggrund og den klasse, jeg kommer fra, bare ikke forstod. Og jeg kunne ikke engang forstå, hvad det var, jeg ikke forstod. Så jeg turde på en måde ikke kaste mig ud i det. Så da de her værker kom, var det som en eksplosion af muligheder.
Yahya Hassan beviste, at jeg bare kunne skrive tingene, som de var. Og det var lige meget med alle de koder. Jeg kunne bare glemme dem«.
Hvorfor er en bog om Yahya Hassans liv stadig relevant i dag?
»Det lyder så kedeligt, men der var et eller andet ved ham, som bare var så forud for hans tid.
Men når jeg ser interviews med ham nu, der florerer på sociale medier, siger han meget tydeligt nogle ting om den palæstinensiske sag, som rigtig mange af os prøver at kommunikere i dag.
Og han har været så ung, da han sagde alle de her ting, som en hel bevægelse og kunstnere på venstrefløjen taler om i dag. Siden 7. oktober sidste år er så mange blevet speed-undervist i Israel-Palæstina. Og der er selvfølgelig rigtig mange, der har kæmpet denne her sag længe. Men jeg oplever virkelig, at mange lynhurtigt er kommet med på toget. Og han sad jo bare og sagde alle de her ting soleklart i en alder af 20 år.
Som verden udvikler sig lige nu, er han stadig en, man kan kigge tilbage på og hente noget hos. Vi kan bruge ham som et eksempel på, hvad det er, vi egentlig gerne vil sige. Og stå imod en højrefløjsretorik for eksempel.
Han er en form for fundament, man også bliver ved med at sammenligne andre forfattere med. Han opfandt noget Yahya Hassansk. Også selvom det er røvirriterende, at anmelderne nærmest som en tic ikke kan holde sig fra at skrive ‘Yahya Hassan’, hver gang en brun forfatter udgiver noget. Men han gjorde noget, ingen havde gjort før, og sagde det, han gerne ville, helt klart. Og det er noget af det sværeste for en forfatter«.
Rettelse: I en tidligere version af denne artikel medvirkede Babak Vakili. Han har efterfølgende valgt at trække sine udtalelser tilbage.