ANBEFALING. Tidligere i år delte Rosalía et af de mest opsigtsvækkende Halloween-kostumer, Instagram nogensinde har bragt min vej.
Spaniens største popstjerne – hvis ikke den største på hele Fastlandseuropa – med blod løbende ned af ansigtet, fordi en cd var blevet indsat i hendes pande.
Outfittet var slående bare på et rent visuelt plan. Og kommentarsporet er fyldt med fans, der roser hende, samt nogle spekulationer om hvorvidt teksten »R4«, der ses i bunden af cd’en, antyder et kommende Rosalía-album.
Men graver man lidt ned, finder man et fåtal, der i stedet kaster deres kærlighed over det faktum, at Rosalías kostume er en hyldest til et af årets bedste popalbum.
Nej, vi snakker ikke ‘Brat’, ‘Hit Me Hard and Soft’ eller ‘Short and Sweet’.
Der er en god grund til, at kun et fåtal af kommentarerne på Rosalías opslag genkender kostumet, og det er, at albummet er lavet af den lille popduo Magdalena Bay, hvis antal Instagram-følgere kun svarer til under én procent af den spanske stjernes.
Men selv om de befinder sig langt fra mainstreamen, er de bestemt værd at tjekke ud. For enhver med smag for velklingende popmusik, bør give Magdalena Bays seneste album, ‘Imaginal Disk’, et lyt.
Overgiv dig til disken
‘Imaginal Disk’ er et konceptalbum. Men som med mange af de bedste konceptalbum, kan man sagtens nyde musikken uden at sætte sig ind i tracklistens interne mytos.
Pink Floyds ‘Comfortably Numb’ er en hårrejsende sang, uanset om du kender narrativet på ‘The Wall’, og på samme måde er popsangene på ‘Imaginal Disk’ fængslende og iørefaldende, selv hvis man ikke helt har hittet ud af, hvad albummet går ud på.
Det er albummets helt store styrke, at de velklingende klaverakkorder på ‘Death and Romance’, den spacy triphoppede stemning på ‘Fear, Sex’ og det stilfærdige vemod på ‘Angel on a Satellite’ rammer så umiddelbart, at de ikke kræver den omkringliggende kontekst.
Måske du endda allerede har hørt instrumentationen til albummets psychfunk-ekskurs ‘Love Is Everywhere’, hvis du er Lil Yachty-fan. Magdalena Bay assisterede nemlig med produktionen på sangen ‘Running Out of Time’ fra Yachtys rockeksperiment ‘Let’s Start Here’.
Netop fordi musikken er så umiddelbar, har jeg svært ved at lægge albummet fra mig, og som jeg bliver ved med at køre det på repeat, er det svært ikke at blive nysgerrig på, hvad der binder fortællingen sammen.
Og svaret er en totalt langt ude fortælling, der foregår i en parallel virkelighed, hvor rumvæsener opdagede en jordklode befolket af aber. I denne virkelighed blev mennesker skabt ved at rumvæsenerne gav aberne bevidsthed ved at indsætte en disk i abernes hjerner.
Magdalena Bay-sanger Mica Tenenbaum spiller rollen som en kvinde ved navn True, der skal have indsat en ny disk, som hun dog viser sig ikke at være kompatibel med – og derfor skal hun genopdage sin menneskehed påny, denne gang uden hjælp fra programmering ovenfra.
Når eksempelvis musikken begynder at glitche på ‘Watching TV’, rusker det godt fat om dig, selv hvis du ikke ved, hvad konceptet går ud på. Men hvis man har sat sig ind i tematikkerne, kan man høre, at det er lyden af Trues programmering, der bryder sammen.
Science fiction i koncertformat
Magdalena Bay har aldrig været i Danmark, men det ændrer sig til sommer, hvor de er blevet hapset op af Roskilde Festival. Og efter alt at dømme bliver det en koncert, hvor man bliver lukket helt ind i det syrede science fiction-koncept.
Deres koncerter har fået roser i lange baner, og jeg er over sociale medier stødt på flere internationale fans, der har fortalt at de ikke helt var fanget af duoens 2020-debut ‘Mercurial World’, før de tilfældigvis fik set gruppen live.
Et klasseeksempel på duoens tårnhøje koncertambitioner ses til deres optræden i ‘Jimmy Kimmel Live’, hvor de spiller sangen ‘Image’. ‘Image’ foregår på det tidspunkt i fortællingen, hvor True skal have foretaget sin disk-operation.
Vi ser derfor også til optrædenen en høj skikkelse i et rødt kostume. Det er et af de førnævnte rumvæsener, og til allersidst i sangen indsætter rumvæsenet en disk i forsanger Mica Tenenbaums pande.
Under hele nummeret er hun omgivet af simpel 3D-grafik (samt fysiske kulisser, der lige så godt kunne være simpel 3D-grafik), hvilket nærmest får det til at føles, som om optrædenen foregår inde i en computer.
Hvad der dog ikke er computer-genereret, er musikken, der fremføres af et band i fuld besætning. Jeg har intet imod popkoncerter med backingtrack, men Magdalena Bay laver afgjort musik, hvor teksturen, som instrumenter på scenen bringer med sig, løfter oplevelsen til et nyt niveau.
Deres shows har ry for at have små interludier undervejs, der refererer konceptet for deres aktuelle album, så man selv som uvidende kan blive indviet i konceptet.
Hvis du synes konceptet er lidt fjollet, så bare rolig: Det har du helt ret i. Konceptet er ikke kun en anledning til at skrive eksistentielle sange om menneskelig bevidsthed, men også en anledning til at fjolle rundt i en bindegal sci-fi-setting, hvor bandet ser ud til at have det lige så sjovt som publikum.
Jeg forventer at forlade bandets Roskilde-koncert med et kæmpesmil på læben – og måske med så stor entusiasme for deres univers, at jeg får lyst til selv at lave et halloween-kostume.