ANBEFALING. Forestil dig at påstå, at du har skabt noget, der slet og ret ikke lyder som noget som helst andet. At sige, at du har opfundet en helt ny lyd, antageligvis hinsides genrer, som vi kender dem.
Det siger Roskilde Festival-aktuelle Geordie Greep vel dybest set ved at kalde sit debutalbum for ‘The New Sound’.
Hvor arrogant skal man ikke lige være for at gøre det?
Det er så pisse kæphøjt, at jeg nok på forhånd ville have været skeptisk – hvis manden bag albummet ikke havde været netop Geordie Greep.
For ‘The New Sound’ er ganske vist hans debutalbum, men han er efterhånden en ganske etableret spiller i især rockmusikkens verden.
Geordie Greep dannede sammen med et par venner i 2017 bandet Black Midi, der efter en række koncerter kom på den internationale musikpresses læber uden at have udgivet én eneste sang.
Jeg var selv til en af disse tidlige koncerter, da de i 2019 gæstede en endagsfestival i Pumpehuset. Her bevidnede jeg en rytmisk indviklet men alligevel rablende humoristisk mathrock, der tilmed besad en grad af nerve og postpunket puls, der understregede, at det ikke kun var for sjov.
»Til koncerten smadrede de alle rockmusikkens konventionelle byggeklodser til uigenkendelighed«, skrev jeg dengang om Black Midi, og da de nogle måneder derefter udgav deres debutalbum, kickstartede de en af den moderne rockmusiks mest unikke diskografier.
Fra den støjende math-kakofoni på 2019-debuten ‘Schlagenheim’ til den brutale polyrytme-progrock på 2022-albummet ‘Cavalcade’ lignede de et band, der var kommet for radikalt at fornye rockmusikken.
Det lykkedes dem at lave progrock, som selv de hippeste støjrock-hoveder faldt pladask for. Folk, der aldrig ville røre et Jethro Tull-album med en ildtang var pludselig ellevilde, når Black Midi stod bag proggen. Var verden af lave?
Det kom derfor som noget af et chok, da Geordie Greep i august udmeldte at bandet var færdige, da han under en Instagram-livesession skrev: »Black Midi var et interessant band, der nu er overstået på ubestemt tid«.
Allerede en uge senere var Greep klar til at udgive første single fra sit debutalbum som solist.
Resultatet var … en fusionsjazzet disco-mambo-latinrock-sang, der paradoksalt nok samtidig var den mest melodiøse og nærmest poppede komposition, Greep nogensinde havde sunget. Tilmed iklædt linjer som »I’ll bet your pussy is holy too«.
Bedst som jeg troede, jeg havde regnet ud, hvilke musikalske ingredienser sangen legede med, introducerede den en ny en.
Denne overrumplende sammensætning af lyde er opstået ved at Greep – der jo i sin tid startede som en postpunket støjrocker – tog til Brasilien som en del af en Black Midi-turné, hvor han arrangerede en række sessions med lokale musikere.
Når der pludselig på tværs af ‘The New Sound’-tracklisten kommer elementer af salsa, samba, MPB eller latinjazz, sker det ikke kun på grund af Greeps egen nysgerrighed inden for de genrer, men også fordi han er omgivet af sessionmusikere, der lever og ånder de traditioner.
Uforudsigeligheden fra lydsiden spejles i teksterne, hvor Geordie Greep spiller en usympatisk enspænder med store tanker om sig selv og ganske lidt respekt for sin omverden, a la Travis Bickle fra ‘Taxi Driver’ eller Arthur Fleck fra ‘Joker’. På åbneren ‘Blues’ synger han til sig selv: »And you have a bigger dick than any man who’s ever lived / And you can cum more than a hundred stallions«.
Førnævnte ‘Holy Holy’ illustrerer fortællerens kvindesyn, hvor han ser sig selv som en alfahan forpligtet til kvinders seksuelle opmærksomhed. Hvert eneste lille genrehop på tværs af den sang reflekterer på teatralsk vis enkelte lyrikbidder. Mambo-sektionen kommer eksempelvis så snart han beordrer kvinden i fortællingen til at danse med ham.
Tekstuniverset forklarer den arrogante albumtitel. Selvfølgelig skal et album, der omhandler det niveau af storhedsvanvid, erklære, at det bringer en helt ny lyd på banen.
Er ‘The New Sound’ så virkelig en ny lyd? Den lyder i hvert fald ikke som meget andet derude.
Forestil dig lige at opleve den sammensætning af lyde udspille sig for dig i levende live: Jeg tror, Roskilde Festival-koncerten bliver et must-see på alle parametre.