Myrdet teenagepige på sporet af sin egen drabsmand, teenage-lejemorder med James Gandolfini i sigtekornet, klaverspillende vampyr, Stephanie Meyer-karakter, kone til en replikant, Kate Winslets elsker, Wes Anderson-bagerjomfru, Skotlands første eneherskende dronning, intrigant 13-årig forfatterspire i 1930’ernes England, forbilledlig 15-årig forfatterspire i 1860’ernes USA, Ed Sheerans »pretty little Galway Girl«, der tatoverer sit navn på hans arm i sangens musikvideo.
Og så teenage-lejemorder igen.
Saoirse Ronans karriere kommer let til at lyde som et helt liv. Hvis ikke flere. I ‘Lady Bird’ fra 2017 havde hun mother issues i start-00’ernes Sacramento, og nu syv år efter spiller hun selv mor til en søn i London under luftangrebene i Anden Verdenskrig i Steve McQueens kommende ‘Blitz’.
Hun er blot 30 år gammel, men har været med i over 30 film og arbejdet med nogle af verdens bedste instruktører og største skuespilstjerner fra adskillige generationer.
Den irske stjerne blev Oscar-nomineret første gang som 13-årig for sin kun anden filmrolle i Joe Wrights filmatisering af Ian McEwan-romanen ‘Soning’.
Siden er det blevet til i alt fire nomineringer (‘Brooklyn’, ‘Lady Bird’, ‘Little Women’), hvilket meget vel snart kan blive til fem. Internationalt er hun aktuel i to væsensforskellige projekter, der udover den mere åbenlyse Oscar-bejler ‘Blitz’ også tæller det egenproducerede indiedrama ‘The Outrun’, hvor hun spiller en tørlagt alkoholiker med blåt hår, der rejser hjem til sin irske hjemø Orkney.
Hvis Saoirse Ronan døde i morgen, ville det godt nok være uden hverken en Oscar-statuette eller BAFTA-pris i skabet, men ikke desto mindre en ikke blot imponerende, men også virkelig omfattende og sjov karriere.
Med den type flittighed kan alle projekter selvsagt ikke være lige mindeværdige. Og de sidste par år har Saoirse Ronans valg af film ramt lidt forbi. Hvor der kom mageløse film ud af samarbejdet med Greta Gerwig i slutningen af 2010’erne, har titler som det imponerende ligegyldige sci-fi-drama ‘Foe’ og tilfældige krimikomedier som ‘See How They Run’ efterfølgende skabt en ærgerlig kontrast.
For selvom Ronan næsten aldrig er dårlig, er det spild af et decideret generationstalent, når hun skinner på et middelmådigt filmgrundlag.
Og lige nu er det stadig svært at få øje på den rigtige retning.
Tidlig start
I ‘Lady Bird’ fra 2017 leverede Saoirse Ronan en fantastisk præstation som den rodløse teenagepige Christine, der gerne vil kaldes for Lady Bird.
Selv har Ronan dog ikke haft noget, der minder om en almindelig ungdom, fordi hun har været professionel skuespiller hele sit liv.
Hun blev født i The Bronx, hvor hendes irske forældre emmigrerede til i 1980’erne og endda levede uden opholdstilladelse. Da Saoirse Ronan var et par år gammel flyttede de tilbage til Dublin, hvor hendes far fik arbejde som skuespiller i en sæbeopera, og datteren hurtigt fulgte i hans karrierefodspor.
Som femårig fik hun en rolle i en irsk lægeserie, og i 2007 medvirkede hun i sine to første film, hvor bredden af talentet allerede var tydeligt. Først og fremmest formåede hun at bære hele historiens kerne på sine skuldre i Joe Wrights ‘Soning’, hvor hun spiller en ung pige, hvis følelser og fantasi får store konsekvenser.
Men hun snakkede også formfuldendt tween-amerikansk som datteren i ‘Clueless’-instruktør Amy Heckerlings romantiske komedie ‘I Could Never Be Your Woman’.
2015 blev et nyt højdepunkt i karrieren, hvor hun havde hovedrollen som en ung irsk immigrant, der starter et selvstændigt liv som moderne kvinde i 1950’ernes ‘Brooklyn’. En rolle, der var lavmælt, men alligevel viste Ronans geniale sans for at gøre pigelivet tredimensionelt og menneskeligt uden at forfalde til klichéer.
»Min yndlings, yndlingsting er ikke at tale«, fortalte hun The New York Times i 2018.
Samarbejdet med Greta Gerwig blev en hel girlhood-kulmination, hvor hun formåede at puste ny følsomhed og sprælskhed ind i næsten arketypiske coming of age-karakterer.
Det var fuldt fortjent, da samme medie i 2020 udnævnte hende til en af århundredets bedste skuespillere.
Full circle-øjeblik
I den aktuelle Prime-film ‘My Old Ass’, der selv står som et rørende coming of age-portræt, er der en pudsig detalje.
Hovedkarakterens 10-årige lillebror er nemlig besat af Saoirse Ronan og har hele væggen i sit børneværelse plastret til med billeder af hende. Det er sit eget lille fine full circle-øjeblik, der minder én om, at Ronan er sit eget form for ikon.
tired: saoirse ronan as your phone background
wired: pic.twitter.com/QuWyLSp0J1
— Letterboxd (@letterboxd) November 16, 2024
Det er samtidig skønt at se hende være en popkulturel reference i en film, der også dedikerer en hel scene til Justin Bieber-sangen ‘One Less Lonely Girl’.
Det mærkelige ved Saoirse Ronan er nemlig, at hun har et cv og en spændvidde, der næsten hæver hende over generationer og tendenser i popkulturen. Der er næsten Meryl Streep på speed over det. Ingen kunne nogensinde beskylde hende for at have iPhone-face, og hun passer lige godt ind i nye og gamle århundreder.
I en tid, hvor skuespillet som kunst og håndværk blandt unge stjerner ofte kommer til at stå i skyggen af image, idoldyrkelse eller kommercielt potentiale, skiller Ronan sig i den grad ud ved at være være skuespiller med stort S. Hun gør ofte en dyd ud af at understrege, at hun ikke er sig selv, når hun arbejder.
Lige så karismatisk hun er på skærmen og i interview, er hun også meget privat og ikke på nogle sociale medier – med undtagelse af en kort periode, hvor hun prøvede Twitter af for at følge den 67-årige britiske komiker, skuespiller og forfatter Stephen Fry.
I dag priser Ronan sig lykkelig over at være brudt igennem, før online-tilstedeværelse havde betydning og fortæller endda Elle, at hun har tabt roller til folk med flere Instagram-følgere.
»Jeg tror også, at jeg var rigtig heldig, at da jeg kom frem, var det, lige inden sociale medier virkelig stak af. Jeg kan se med den lidt yngre generation, hvordan de har følt sig presset til at have den tilstedeværelse. Og for at være ærlig er det med rette, for jeg har været i audition-rum, hvor jeg ikke har fået en rolle, fordi jeg ikke havde nok Twitter-følgere eller noget«.
Det næste kapitel
Saoirse Ronan er så etableret, at hun ikke har brug for hype. Men man kan omvendt godt savne at se hende i de film, der er dagsordensættende og anderledes.
Der er næsten blevet snakket mere om, hvordan hun og Timothée Chalamet ikke var med i ‘Barbie’ på grund af kalenderkonflikter, end om de film, hun rent faktisk har været med i de seneste år.
Og selvom hun høster roser og Oscar-buzz for sin præstation i ‘The Outrun’, er der også nogle, der mener, hun er underbrugt i Steve McQueens ‘Blitz’ (en kritiker i Guardians The Observer kalder sågar hendes karakter en »blyantstegning af en rolle«).
For nylig leverede hun til gengæld en af sine mest opsigtsvækkende og omtalte præstationer længe, som slet ikke var i en film.
Her var hun sig selv i sofaen hos The Graham Norton Show ved siden af Paul Mescal, Denzel Washington og Eddie Redmayne og gjorde med en enkelt brillant leveret kommentar alle sine mandlige medgæster mundlamme.
Redmayne fortalte, at han havde trænet selvforsvar til en rolle og lært at bruge sin telefon som våben, hvilket mændene synes var et grinagtigt tip.
Da Ronan pointerede, at den slags skal piger og kvinder tænke på konstant, gik stemningen fra taking the pis til bare ‘pis’ på et splitsekund. Der blev stille, Ronan gik viralt og blev lovprist for at »gagge« mænd. Men også rost for oprigtigt og charmerende at minde alle om utryghedens kønnede slagside.
saoirse ronan gagging men we love to see it pic.twitter.com/Oyu5cdlPBq
— scarlett 🍒 (@rvdlovess) October 26, 2024
Den frygtløshed og retningssans kan man håbe kommer til at fylde lidt mere i hendes fremtidige rollevalg. Lige nu får hverken ‘Blitz’ eller ‘The Outrun’ regulær biografpremiere i Danmark. Senere venter der en potentiel genforening med Greta Gerwig i instruktørens kommende ‘Narnia’-film. Men forhåbentlig også noget mere uforudsigeligt.
Saoirse Ronans karriere er allerede lang og etableret nok til, at et par enkelte fejlskud sandsynligvis ikke bliver andet end et par pausekommaer i hendes fortælling. Hun har været et navngivet skuespiltalent mere end dobbelt så længe som de fleste af sine jævnaldrende stjerner, og derfor er det mere nysgerrighed end reel bekymring, der gør sig gældende lige nu.
Jeg håber først og fremmest, Saoirse Ronan vil sætte lige så stort aftryk på skildringerne af at være en voksen kvinde, som hun har gjort på fortællingerne om at blive en.
‘Blitz’ kan ses på Apple TV+ 22. november. ‘The Outrun’ afventer dansk streamingpremiere.