‘See How They Run’: Saoirse Ronan og Sam Rockwell brillerer i ‘Knives Out’-inspireret whodunnit
En postmoderne kombination af Agatha Christies klassiske whodunnit-format, ‘Knives Out’s underminering af selv samme genre og Wes Andersons stiliserede, teatralske tilgang til mediet
Den biografaktuelle ’See How They Run’ er med andre ord dybt inspireret af en håndfuld roste forgængere.
Men den gør det med et glimt i øjet, og man er aldrig i tvivl om, at filmen er udmærket klar over sit udgangspunkt: Fra Adrian Brodys desillusionerede fortællerstemme og Saoirse Ronans blåøjede sidekick til iscenesættelsen af liget og visse karakterers næsten meta-erkendelse af, at de er roller eller endda mistænkte i et vaskeægte mordmysterium, gør ’See How They Run’ en dyd ud af at kommentere lege med seerens forventninger.
Det er friskt og underholdende – men også gjort bedre.
Den Oscar-nominerede ’Knives Out’ vendte som bekendt den klassiske detektivhistorie på hovedet i 2019, og forfatteren Anthony Horrowitz har udgivet adskillige bøger (hvoraf én indtil videre er blevet til den anbefalelsesværdige serie ’Magpie Murders’, som kan ses på DR), der gør brug af intertekstualitet som et fortællemæssigt værktøj.
Ikke desto mindre er ’See How They Run’ mere end et kig værd, for selv om den står på skuldrene af bedre værker, er der noget charmerende betagende ved denne Rockwell- og Ronan-bårne whodunnit.
Sam Rockwell spiller den småbeduggede, småforbitrede Inspector Stoppard, der modvilligt tager den unge Constable Stalker (Saoirse Ronan) under sin vinge for at opklare et lidt usædvanligt mord.
Hollywood-instruktøren Leo Kopernicks lig er blevet fundet i Ambassadors-teatret, der netop har fejret opførsel nummer 100 af Agatha Christie-stykket ’The Mousetrap’, som Kopernick var i færd med at omdanne til film. Både skuespillere (heriblandt Richard Attenborough, der rent faktisk spillede hovedrollen i ’The Mousetrap’ i starten af 50’erne), manuskriptforfatter, filmproducent og alskens andre karakterer har alle sammen (genren tro) et mere eller mindre plausibelt motiv for mordet.
Så mon det lykkedes den træge inspector og hans lidt for ivrige protegé at skille fårene fra bukkene, inden morderen slår til igen?
Mysteriet er i for sig spændende nok, om end det aldrig helt får én til at balancere forventningsfuldt på kanten af sædet. Men det udslagsgivende er klart forholdet mellem Stoppard og Stalker. Her har vi at gøre med en dragende dynamik mellem to kontrasterende efterforskere, der begge bliver levendegjort af kyndige skuespilleres stærke præstationer:
Ronan, der er en af tidens mest interessante unge talenter, og Rockwell, der måske er Hollywoods mest undervurderede A-lister. Deres forhold og divergerende tilgange til både livet, karrieren og opklaringen danner grobund for en underspillet komik, der da gerne må munde ud i en, eller flere, efterfølgere.
Til gengæld tror filmen, at den er klogere, end den rent faktisk er. Som sagt har både instruktør Rian Johnson og forfatter Anthony Horrowitz allerede givet os lignende værker, blot bedre udført.
Hvor ’Knives Out’ og ’Magpie Murders’ er mere subtile i deres nedbrydning af genren, er ’See How They Run’ alt for begejstret for at understrege, hvor original og selvrefererende den er. Det bliver særligt tydeligt til sidst, men der er også glimt af det undervejs – som da en af karaktererne italesætter et klichefyldt fortællergreb, hvorefter filmen øjeblikkeligt selv gør brug af det.
Til gengæld er manuskriptet propfyldt med små easter eggs, der for den (meget) opmærksomme seer henviser til troper, karakterer og forfattere, der alle har tråde til whodunnit-genren. Fanger du dem ikke, er Google din ven.
Kort sagt:
’See How They Run’ er en hæderlig og underholdende whodunnit, der overgås af inspirationskilderne, men bæres af Sam Rockwell og Saoirse Ronans spinoff-værdige præstationer.