‘Foe’: Paul Mescal og Saoirse Ronan holder akkurat sci-fi-slowburn oven vande
Det burde straffes med piskeslag at lade to af de hotteste irske skuespillere spille amerikanere.
Saoirse Ronan har, trods sine blot 28 år, allerede fire Oscar-nomineringer i bæltet for sine imponerende skuespilpræstationer i ’Atonement’ (som 11-årig!), ‘Brooklyn’, ‘Lady Bird’ og ‘Little Women’.
Efter sin debutsucces i ‘Normal People’ har Paul Mescal brillieret i ‘Aftersun’, og i år fortsætter han triumftoget med den kommende ‘All of Us Strangers’, før hans romerske buste-lignende ansigtstræk komme til deres ret i Ridley Scotts ‘Gladiator 2’.
Nu påtvinges de så en amerikansk dialekt i en emotionel pardans af en film, som de ihærdigt forsøger at holde oven vande.
I år 2065 er friskt vand og beboeligt land sjældne ressourcer. Som en løsning på overbefolkede byer og forladte landområder har den amerikanske regering besluttet at sende mennesker i kredsløb om jorden – et nyt hjem for menneskeheden.
Med det afsæt rejser ’Foe’ en samfundskritik, vi efterhånden er vant til i sci-fi: klimaforandringer, dyrevelfærd, tørke, overbefolkning, og jeg skal komme efter dig med dystopiske fremtidstroper.
Men ud over et enkelt flyvende fartøj, et skud af en computerlavet fremtidsfabrik og en Samsung-telefon fra 2022 (mig snyder I ikke!) er filmen just overlæsset med fremtidsartefakter. Midt i samfundsallegorier og product placement står i stedet først og fremmest de to unge, udmattede sjæle Henrietta (Ronan) og Junior (Mescal).
Det unge ægtepar bor på en øde og forfalden gård i USA, langt fra byens støj. Stilheden omkring står i skarp kontrast til larmen fra deres kærlighedsliv, som er i færd med at falde fra hinanden. »I begyndelsen føles alt så levende og spændende, men tiden gør det forudsigeligt«, lyder filmens første sætning fra Saoirse Ronan tilsat billeder af Henrietta fortvivlet grædende i badet.
Umiddelbart efter dukker en selvkørende bil op, der ligner Elon Musks vådeste drøm, og ud træder Terrance (Aaron Pierre), en åleglat regeringsrepræsentant, der bringer en nyhed til parret: Junior er blevet udvalgt til at bo i rummet i et år. Derefter flytter Terrance ind hos parret for at observere, afhøre og udfordre dem i ugerne op til missionen for at skabe en erstatning for Junior – en tro kopi af ham, der kan være på jorden, mens han selv er i rummet i et år.
Vi har set det før: en replikant i ’Blade Runner’, en klon i ’Moon’, en kunstig intelligens i ’A.I. Artificial Intelligence’. I det bedste afsnit i den nyeste sæson ’Black Mirror’, ’Beyond the Sea’, havde astronauterne også en fysisk gestaltning derhjemme.
Det ender aldrig rigtigt godt, vel?
’Foe’ er instrueret af australske Garth Davis, der tidligere har vakt opsigt med dramaet ‘Lion’, og filmen er baseret på en bog af canadiske Iain Reid.
Udgangspunktet er da også interessant, men ‘Foe’ ender mere som en rodet, slowburn-feberdrøm, der mere ligner et afsnit af netop ‘Black Mirror’ end en fuldendt spillefilm.
‘Foe’ er dog i sidste ende mere intimt parforholdsdrama end science fiction. Det er en fortælling om den kærlighed, der bør blomstre, når forelskelsen er forsvundet, og man igen skal finde ud af, hvorfor man egentlig fandt sammen. Spørgsmålet, om Henrietta og Junior elsker eller hader hinanden, bliver ved med at ulme.
»Gør mig en tjeneste. Hold op med at have den t-shirt på«, siger Junior blandt andet til Henrietta, hvilket hun forståeligt bliver stødt over. »Du havde den på, da vi mødtes. Jo mere du bærer den, jo mere slidt bliver den«, siger han til sidst. Symbolikken er til at skære i.
Paul Mescal og Saoirse Ronan udforsker ret fænomenalt, hvad der sker, når kærligheden krakelerer. De er filmens eneste hovedattraktion. Bare de dog havde fået lov til at gå fuld irish.
Kort sagt:
’Foe’ er et rodet sci-fi-drama, der lige akkurat reddes af to fantastiske skuespillere.