INTERVIEW. Nia Archives er udmattet.
Det fortæller hun mig som noget af det første, da jeg møder det London-baserede jungle-talent backstage inden hendes koncert på Amager Bio den 13. november.
I en evighed har hun turneret nærmest nonstop, hvilket blandt andet har bragt hende til Danmark hele tre gange på halvandet år. Først var det O Days, så Roskilde Festival, og i aften gælder det hendes første headliner på dansk jord.
Alligevel har hun aldrig nået at se København, fortæller hun, selvom hun virkelig gerne vil ud at shoppe. Og det bliver altså ikke heller ikke den her gang, for lige efter showet skal hun og hendes team med bussen mod Paris, hvor hun skal spille koncert igen dagen efter.
»Jeg er ved at gå lidt fra forstanden«, siger hun og tilføjer med et træt smil:
»Men det er okay«.
Jeg når faktisk at blive en lille smule bekymret. Om få timer skal hun spille for mere end 1.000 feststemte fans, der forventer et brag, og her sidder hun og synker hen i en lænestol og snakker om at have hjemve.
Men da hun først går på scenen, gør hun øjeblikkeligt mine bange anelser til skamme.
Ligesom på Roskilde Festival lægger hun ud med et halv time langt, højintenst dj-set, hvor sange som Florence and the Machines ’You Got the Love’ og andre 00’er-hits får en benhård drum’n’bass-overhaling, alt imens hun hopper rundt bag pulten med et kæmpe smil på læben.
Senere står den på de mere rendyrkede popsange fra debutalbummet ’Silence Is Loud’, hvor hun særligt under breakup-bangeren ’Unfinished Business’ træder i karakter som ikke bare producer og sangskriver, men også performer, da hun griber mikrofonen og bevæger sig helt tæt på det ekstatiske publikum.
I et øjeblik glemmer man næsten, hvor deprimerende mange af de her sange faktisk er. Og det er måske også pointen.
Det har været en lang turné. Hvordan har du det?
»Det smadrer mig. Det er brutalt, men jeg hader at indrømme det. Ej, jeg er virkelig taknemmelig, og det er fantastisk at rejse verden rundt for at spille musik, når den musik, jeg laver, er så niche«.
»Men at turnere er virkelig hårdt arbejde, fordi man er så træt og bare ikke er hjemme og sådan, så det finder jeg virkelig udfordrende. Men jeg er snart færdig. Vi er der næsten«.
Hvad ser du mest frem til, når turnéen er overstået?
»At se mine venner og mine brødre. At lave ingenting og bare være doven og se tv. Og så glæder jeg mig til at lave musik, for jeg har virkelig savnet at være i mit studie og bare lave musik, som er det, jeg er bedst til. Jeg tror, jeg er bedre til at lave musik end til at turnere«.
Tror du også, du er bedre til at lave musik end at spille live?
»Ja, men mange folk på mit team ville være uenige. Men jeg kan bedre lide at lave musik. Jeg nyder showene, og det er fedt at se reaktionerne, men at lave musik er min passion, og at turnere er en slags dominoeffekt af det«.
Så lad os snakke om musikken. Dit debutalbum markerer et skift mod en mere poppet lyd. Var det en bevidst beslutning?
»Uden tvivl. Jeg elsker fantastiske sangskrivere, og jeg elsker god popmusik, for det er virkelig svært at gøre en sang så catchy og stadig god. Så jeg prøvede at få det til at lyde lidt mere traditionelt og struktureret«.
»Det her album handler virkelig om sange. Jeg føler, jeg har bevist, at jeg kan producere, så nu vil jeg lave sange i stedet for bare klubmusik. Jeg vil lave sange, som man kan synge med på og danse til. Men det ændrer sig måske næste år«.
Dine tekster kredser om tunge tematikker som angst og ensomhed, men lyden er stadig klubbet. Det er noget af en kontrast.
»Det har ligesom altid været det, jeg har kunnet lide. Altså ret triste tekster over glade, energiske beats. Jeg bryder mig ikke rigtig om at lave deprimerende musik. Det er ikke min stil. Så jeg vil have folk til at være i deres følelser, men også danse«.
»Så det er derfor, jeg gør det. Det melankolske humør er mit yndlingshumør at være i. Hvis du lytter til musikken, kan du være rigtig glad eller rigtig trist afhængigt af, hvordan du har det«.
Du har haft et par vilde år med diverse nomineringer og en opvarmningstjans for Beyoncé. Hvad var det største øjeblik?
»Mit yndlingsmoment var, da jeg spillede Sonicmania i Japan i år. Jeg spillede i Japan sidste år, og der kom sådan 250 mennesker, og i år spillede jeg to festivaler, hvor der til den første kom 8.000 og til den anden 30.000. Det er en helt anden kultur, men de er så vilde med musikken«.
Er der øjeblikke, der står ud på en dårlig måde?
»Du ved, nogle gange er der meget negativitet. Jeg har altid mødt meget negativitet. Nogle gange føler jeg, at folk ikke altid forstår, hvad jeg laver«.
»Men de folk, der betyder noget, sådan jungle-genrens O.G.’s, de ser mig som deres lillesøster. Goldie, Bryan Gee, alle de her folk, de skabte musikken, og de er som min familie. Og jeg tror, de respekterer mig, fordi jeg ikke prøver at være dem, men gør min egen ting«.
»Så der er meget kærlighed fra jungle-scenen. Jeg føler stadig, jeg har en fod i undergrunden. Jeg kan stadig spille raves i en parkeringskælder i Bristol«.
Gør du stadig det?
»Ja, jeg gjorde det så sent som i år. Bare i en parkeringskælder. Men jeg kan også spille Brixton Academy og sådan nogle ting. Selvfølgelig er der folk, der siger, at jeg har solgt ud, men det er ikke de folk, der betyder noget for mig«.
Hvem ville du samarbejde med, hvis du kunne samarbejde med hvem som helst?
»Jeg ville elske at lave noget med ASAP Rocky. Han er også ret alternativ, og jeg ville elske at lave flere amerikanske ting. Jeg føler også, at jeg bliver nødt til at lave et jam med Goldie på et tidspunkt. Vi snakker hele tiden om det, så det må ske«.
Hvordan kommer dit næste album til at lyde?
»Amy Winehouse er en stor inspiration for mig. Og hendes første album, ’Frank’, var super lo-fi, jazzede vibes. Jeg føler, at mit album er lo-fi jungle. Og så det næste album, ’Back to Black’, var et stort album. Du ved, stor lyd, masser af instrumenter. Så jeg vil gerne lave mit album igen, men større og bedre«.
Så en slags blockbuster-udgave af din debut?
»Ja, og så må jeg se, hvor fantastisk jeg kan få det til at lyde, uden at det mister sin kant. Det er noget af en udfordring. Men jeg tror godt, jeg kan klare det«.