Roskilde Festival: Efter en halv time blev festen afbrudt, og så greb Nia Archives mikrofonen
Nia Archives har på få år markeret sig som en af de mest spændende figurer, når man taler om genkomsten af 90’ernes jungle og drum’n’bass.
Selv kalder hun sig en emotional junglist – en betegnelse der perfekt indkapsler den 24-årige producer, dj, sanger og sangskrivers evne til at mikse knitrende drum’n’bass med bløde og langt mere poppede melodier. Og så er det særligt, hvordan Nia Archives agerer charmerende og karismatisk frontfigur i en genre, der ofte fremstår ansigtsløs og mystisk.
Men i den første del af hendes sene koncert på Apollo var jeg i tvivl, om vi overhovedet ville få den særegne kombination at høre. Hun leverede nemlig et maksimalistisk drum’n’bass dj-mix, der indeholdt både Florence and the Machine, Gwen Stefani og Technotronics ‘Pump Up the Jam’, men kun et enkelt af hendes egne numre, ‘Off Wiv Ya Headz’.
I lang tid virkede det som om, at briten udelukkende var kommet for at agere festkurator, men efter en halv time blev festen afbrudt af et kort sitar-interlude, og endelig trak Nia Archives mikrofonen og begav sig ud i sangene fra sit eget repertoire.
På de næste mange numre blev hun i sanger-og-dj-rollen og bevægede sig foran mixerpulten, mens hun sang blandt andet ‘Cards on the Table’, ‘Crowdet Roomz’ og ‘Bad Gyalz’.
‘Forbidden Feelings’ afrundede den afdeling af koncerten, og kort tid efter var der igen dømt dj-mix med et tempofyldt remix af Charli XCX’s ‘360’ og Sophie Ellis-Bextors ‘Murder on the Dancefloor’, efterfulgt af hendes egen ‘Baianá’.
Det virkede en smule som om, at Nia Archives nød det mest, når hun fik lov til udelukkende at agere dj og hylde andres sange. Selvom det var sympatisk, længtes man efter, at hun gav lidt mere plads til sig selv.
»Næste sang handler om et situationship«, introducerede hun ‘Unfinished Business’ midt i sættet. Og sådan føltes koncerten også lidt.
Som et ubeslutsomt situationship, hvor Nia Archives ikke helt havde valgt, hvilken slags koncert hun egentlig ville lave.