Over det seneste lille år har The Weeknd taget sit publikum med på en vild performance-rejse. Det ene øjeblik på hedonistiske nattelivs-trip, det næste med hele hovedet pakket ind i bandager – og senest med et dybt foruroligende plastikfjæs.
The Weeknd har imidlertid ikke været meget for at kommentere på hele sagen, snarere end at lade publikum bekymre og undre sig godt og grundigt hjemme fra sofaerne. Men i et nyt interview med Variety fortæller kunstneren om meningen med galskaben.
»Meningen med hele hoved-bandagen er at reflektere over den absurde celebrity-kutur i Hollywood og folk, der manipulerer med sig selv af overfladiske årsager for at please og få bekræftelse,« fortæller han.
The Weeknd slår i samme interview fast, at det at være attraktiv ikke er lige så vigtigt for ham, som et betagende narrativ er. Og hvis der er noget, han har gang i, må det i sandhed være dét.
The Weeknd spiller til halvlegsshowet ved søndagens Super Bowl 2021, hvor det bliver spændende at opleve, hvilket narrativ han har tænkt sig at udfolde over de 12-13 minutter, han får til rådighed. Hvis ambitionerne matcher dem, der ligger bag det sidste års optrædener, bliver det i hvert fald næppe kedeligt.