The Weeknd har været exceptionelt konsekvent omkring den persona, han udviklede til 2020-albummet ‘After Hours’. Siden han lancerede albumkampagnen helt tilbage i 2019, har han således optrådt i et hærget look med rødt jakkesæt og overskæg.
Det seneste halvandet år har været én stor performance fra Abel Tesfaye, hvilket blandt andet har inkluderet en række ambitiøse musikvideoer og stort anlagte tv-optrædener.
Men nu er det slut.
Til weekendens Billboard Music Awards – hvor The Weeknd i øvrigt vandt hele ti priser – meldte den canadiske popstjerne således ud, at ‘After Hours’-æraen er forbi. »’After Hours’ er slut, og en ny morgen venter«, lød det fra sangeren.
Noget tyder desuden på, at The Weeknd efterhånden er godt og grundigt træt af den rødklædte karakter, han har skabt. »Gudskelov skal jeg aldrig have det røde jakkesæt på igen«, sagde han nemlig til publikum under prisceremonien.