Generthed kunne ikke afholde Dopha fra at score Store Vega
Inspirationen fra Taylor Swift er ofte blevet fremhævet, når det drejer sig om danske Dopha og hendes velkomponerede popmusik. Og det selverklærede forbillede spøgte også i Store Vega fredag aften; under hvide lamper, der imiterede provinsens ensomme lygtepæle, ledte det 23-årige stjerneskud os igennem et set både sofistikerede og sprælske guitarsange, bundet sammen af anekdoter fra de formative år i landsbyen Romalt.
Countrygenrens personlige historiefortælling giver mening for Dopha, som med troværdighed lader sangene på debutalbummet ‘The Game’ spire op af barndommens jyske muld.
I Vega fremstod hendes historiefortælling imellem numrene bare ikke særlig personlig — som da hun lidt vævende indledte ‘New Year’ med at mindes en nytårsaften, hvor hun havde planlagt at score en fyr, men endte med at holde sig tilbage. På samme måde syntes Dopha opsat på at score Vega med åbent hjerte og velplanlagte gimmicks, men uden helt at kunne give slip.
Imens Dophas sceneoptræden stadig syntes lidt tilbageholdende og genert, var selve musikken til gengæld ladet med selvsikkerhed og en i momenter eksplosiv energi. Elguitaren spillede hovedrollen i medrivende og nærværende udgaver af ‘The Game’ og ‘Monsoon’, imens også ‘3 Years’, der startede tyst bag keyboardet, fik ekstra pondus med en tung hårdrockoutro.
At Dopha både er guitarist til benet, ferm sangskriver og en ikke mindre end gudsbenådet sanger, stod ikke til diskussion i Vega. Det var et godt valg at indlede koncerten med en intim soloudgave af balladen ‘Forget Your Name’, hvor hendes vokals mange spændende teksturer stod alene. Og på den Lana Del Rey-glamourøse ‘Naked’ leverede hun C-stykkets bjergtagende falset, så gåsehuden næsten stod frem i den saunavarme sal.
Dopha blender uforskrækket poprockens til tider udskældte virkemidler i sine lydbilleder, og for ligesom at understrege dén pointe spillede hun også sit nylige cover af millenium-hadeobjektet Nickelbacks ‘How You Remind Me’. På ‘Basic Bitch’ kombinerede stortalentet tunge guitarriff med lapsteel og country-swang på vokalen i omkvædet, men selvom hun (også her) lånte fra Swift, lød hun helt som sig selv — simpelthen fordi håndværket er så solidt.
Under finalen hævede Dopha energiniveauet med fællesklap og en runde blandt stolerækkerne, inden Beinir kom på scenen under duetten ‘I’m Not Crying, You Are’, men det var hendes brændende indlevelse i settets mørkere sange og ikke disse velopdragne festforsøg, som gjorde, at Dopha endte med at score mig.
Kort sagt:
Imens Dophas sceneoptræden i Vega syntes lidt tilbageholdende og genert, var selve musikken ladet med selvsikkerhed og en i momenter eksplosiv energi. Den 23-årige stjerne leverede både hårdrockpassager, Lana Del Rey-falset og Nickelback-nostalgi i et overbevisende set.