Lordes andet album ‘Melodrama’ fra 2017 var ifølge os blandt det sidste årtis vigtigste internationale album, hvorfor der selvfølgelig er store forventninger til den newzealandske sangers opfølger.
Sangeren udskød tilbage i 2019 album nummer tre på ubestemt tid grundet sin elskede hund Pearls død, men nu kunne det godt tyde på, at album nummer tre omsider udkommer i år.
I hvert fald har Lorde netop opdateret sit website, så det nu teaser for en ny udgivelse med titlen ‘Solar Power’. Det vides dog ikke, om der i denne omgang er tale om et album, en ep eller en single.
»Kommer i 2021 … tålmodighed er en dyd«, står der blot under den kommende udgivelses cover, hvor Lorde i hopla på en solbeskinnet strand er skudt nedefra.
Hvad ‘Solar Power’ helt præcist er, må tiden altså vise.