Det kan godt være, at Yeezy-hypen er stilnet af på sneaker-fronten, efter at Kanye West og Adidas er begyndt at oversvømme markedet med sko, men tro ikke, at Kanye helt har mistet sin cool-faktor.
Det beviste han i går, da det første stykke tøj fra hans Gap-samarbejde blev sat til salg – samtidig med at han kunne fejre sin 44-års fødselsdag.
Den babyblå dunjakke lavet i genanvendt nylon blev nemlig udsolgt på få timer – midt om sommeren! Det er meget godt gået.
Så meget tyder på, at Kanye har tænkt sig at gøre en copy/paste på den hypeformel, der altså tidligere har virket godt for ham og Yeezy. Lille udbud, stor efterspørgsel og fede kampagner.
Yeezy Gap indrykkede for eksempel en stor dobbeltsidet annonce i The New York Times kun med et mindre billede af jakken og en QR-kode.
Nogle dage tidligere bar Kanye selv jakken, da han blev spottet – og meget omtalt – i en vild hættemaske.
På Reddit spekulerer flere i, at jakken er første del af en kollektion, som vil droppe et stykke tøj ad gangen i løbet af de kommende dage. Det ville i hvert fald være meget Kanye’sk, så vi følger med i spænding. Også selvom jakken kun blev sat til salg via Gap i USA.
Men ja, hvis du bare må have en dunjakke til din sommergarderobe, så reseller den lige nu for omkring 400 dollars, det dobbelte af salgsprisen i Gap.