Lorde er tilbage med singlen ‘Solar Power’ – løfter sløret for sommeralbum

Lorde er tilbage med singlen ‘Solar Power’ – løfter sløret for sommeralbum
Lorde i musikvideoen til 'Solar Power'. (Foto: screenshot fra Youtube)

Tidligere på ugen teasede Lorde sin første udgivelse i fire år med titlen ‘Solar Power’. Men var det et album eller en single, vi havde i vente? Begge dele, viser det sig.

Den newzealandske sanger har nemlig netop udgivet singlen ‘Solar Power’, der leder frem mod hendes kommende tredje album med samme titel.

Sangen har hun skrevet sammen med Jack Antonoff, som også var medsangskriver og producer på Lordes roste andet album ‘Melodrama’ fra 2017, der ifølge os var blandt sidste årtis vigtigste internationale album. Desuden synger ingen ringere end Clairo og Phoebe Bridgers kor på sangens omkvæd.

»Jeg vil gerne have, at det her album bliver din sommerfølgesvend, som du spiller på vej til stranden. Det der bliver siddende på din hud som en tan, når månederne bliver koldere igen«, fortæller Lorde i sit nyhedsbrev om det kommende album, der endnu ikke har en udgivelsesdato, men altså lyder til at komme ud denne sommer.

»Albummet er en hyldest til naturens verden, et forsøg på at udødeliggøre de dybe, transcenderende følelser, jeg har, når jeg er udenfor«, fortsætter sangeren. »I tider med hjertekvaler, sorg, dyb kærlighed eller forvirring kigger jeg mod naturens verden for svar«.

I den medfølgende musikvideo til singlen ‘Solar Power’ befinder Lorde sig meget passende på en paradisisk strand sammen med en gruppe personer, som danser, spiser og slapper af i solen. Se musikvideoen herunder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af