Tilbage i april annoncerede Megan Thee Stallion med en futuristisk video, at hun ville tage en pause fra musikken for at lade batterierne op. Knap to måneder senere, ser det allerede ud til, at pausen er overstået.
I hvert fald har Megan Thee Stallion lagt en ny video på Twitter i samme sci-fi-stil som tidligere. Mens rapperen fortsat er i dvale i en stor vandbeholder, ser vi på en computerskærm, at hendes fysiske og mentale formåen er blevet genoprettet.
Samtidig afslører den vedhæftede tekst, at Megan Thee Stallion vender tilbage til musikken som sit gamle alter ego. »Tina Snow er tilbage«, lyder tweetets tekst, som altså refererer til figuren fra rapperens første større mixtape ‘Tina Snow’ fra 2018.
Udmeldingen om karrierepause kom efter et begivenhedsrigt 2020, hvor rapperen nåede helt til tops i musikverdenen med albummet ‘Good News’ og det storhittende Cardi B-samarbejde ‘WAP’. Det blev understreget til Grammy Awards, hvor hun vandt tre statuetter, blandt andet for årets nye navn. Og nu er Megan Thee Stallion altså klar til at fortsætte, hvor hun slap.