Ingen fortjener at blive skudt i fødderne, men Megan Thee Stallion fortjener det måske mindre end de fleste. For Houston-rapperen er en af de seneste to års mest succesfulde nye hiphopartister – men hun er også mere end det.
Hun kæmper for kvinders ligestilling i hiphopverdenen, og hun insisterer på at tage en universitetsuddannelse, alt imens hun er ved at opnå superstjernestatus. Hendes karisma er så stærk, at hele sidste års sommer blev udnævnt til ’Hot Girl Summer’ efter et af hendes yndlingsudtryk.
Rapperen har samtidig kæmpet sig gennem tabet af begge sine forældre, og hun har desuden (ifølge et interview hos The Fader) planlagt at bruge sin nyfundne rigdom på at opføre plejehjem i Houston efter at have set sine bedste- og oldemødre slide og slæbe sig igennem de sene stadier af deres liv.
Med andre ord: Megan Thee Stallion er et af de få lysglimt i en verden, der nogle gange kan virke fyldt med røvhuller. Det er den sjældne succeshistorie, hvor et – efter alt at dømme – sympatisk og karismatisk menneske bliver til en superstjerne.
På en måde er hun derfor en slags anti-6ix9ine: En artist, der viser, at man kan blive stor ved at være god til sit håndværk, arbejde hårdt og sprede god energi – ikke ved at være en samvittighedsløs troll, der gør alt for opmærksomhed.
Så ja. Vi elsker alle Megan. Derfor gik internettet (og især rapperens fans, der kalder sig Hotties) også amok, da rygterne om, at det var Tory Lanez, der havde skudt hende, begyndte at florere.
Der var straks en underskriftsindsamling om at få ham deporteret, og siden har den canadiske rapper været tvunget til nærmest at gå under jorden. Megan Thee Stallion har derimod fået støtte fra folk som Rihanna og Beyoncé – og samtidig krævet (og modtaget!) en undskyldning fra über-trollen 50 Cent, der havde gjort nar af skudepisoden.
Dén episode fortæller os tre ting.
For det første, at hiphopkulturen stadig har et problem med vold, især overfor kvinder. For det andet, at Megan Thee Stallion ikke er typen, der tager tæskene uden at svare igen. Og for det tredje, at Houston-rapperen måske er den mest universelt elskede nye hiphopkunstner på planeten.
Barn af en gangsterrapper og en full-time hustler
Folk har virkelig taget den her situation personligt. Det er næsten som om, en menneskelig mur har stillet sig op foran rapperen og sagt: Hende skal vi beskytte uanset hvad.
Dén kærlighed skyldes selvfølgelig til dels, at Megan Thee Stallion er en helt exceptionelt stærk rapper, der både er teknisk overlegen og oser af karisma. Men også det faktum, at hun på et menneskeligt plan virker som en helt igennem god person. Og meget af den udstråling og væremåde skyldes nok den mildest talt specielle opvækst, hun har haft.
Megan Pete, som Thee Stallion rigtig hedder, har haft sådan en barndom, man vist kun kan have i USA. Hendes mor var en hårdtarbejdende forsørger, der var gangsterrapper ved siden af. Det er via hende, Megan er blevet introduceret til musikken.
»Min mor plejede at være rapper og tog mig med til studiet«, har hun fortalt Billboard. »Jeg var i venteområdet, og hun troede nok, jeg sov eller lavede børneting. Men jeg stod hele tiden og kiggede ind af døren for at se, hvad hun lavede«.
Senere hen begyndte en ung Megan at stjæle morens beat-cd’er og lave sine egne sange. Og så, da hun var 18, var hun pludselig blevet rapper.
Faren derimod var en »full time hustler«, som Megan Thee Stallion har sagt i et interview hos Rolling Stone – hvad end det lige præcis betyder. I hvert fald var han ved at afsone en dom på otte år for ulovlig våbenbesiddelse, da den senere musikstjerne blev født.
Barn af en rapper og en hustler: Hvordan kunne Megan Pete blive andet end den overlegne person, hun er nu?
Mens hun altså har både rapper og hustler i sine gener, har det derudover primært været moren og de andre stærke kvindelige rollemodeller i hjemmet, der har præget hende under opvæksten – også fordi hendes far døde, da hun gik i high school.
»Jeg blev opfostret af selvstændige kvinder«, som hun siger i et interview hos Genius, hvor hun også fortæller, at det har præget hende at se kvinder fra sin mors og bedstemors generation knokle på deres arbejde hver dag.
Samtidig er hun jo ikke vokset op et hvilket som helst sted.
»First of all I’m from Houston«, rapper Megan på første sang (‘WTF I Want’) fra sit første større mixtape (’Tina Snow)’, og lokalstoltheden er en konstant i karrieren. Ord som lokal-udtrykket ’trill’ (lidt a la ‘fedt’) gennemsyrer hendes sprogbrug.
Megan Thee Stallion kommer desuden specifikt fra Southside-delen af Houston, der har en stor musikalsk tradition. Det er nemlig det sted, DJ Screw og hans legendariske Screwed Up Click kom fra.
Det er den siden afdøde Screw, der skabte den chopped’n’screwed-lyd, der stadig sætter sine spor på hiphopscenen i dag: Dén teknik, hvor man sløver tempoet så meget ned, at det hele bliver langsomt og slæbende. Tænk omkvædene på ’Kysset med Jamel’ af Kidd eller ‘Guld & diamanter’ af Ukendt Kunstner for at få nogle danske referencer.
Men dén æstetik, som Megan Thee Stallion senere skulle komme til at dyrke, har ikke meget af den druggy og døsige chopped’n’screwed-lyd.
Det modsate af en mumble-rapper
»Jeg er fra Houston, men derfor behøver jeg ikke at genskabe noget, der blev lavet i 90’erne«, har hun sagt til Billboard. I stedet for sløve, langsomme flows har Megan Thee Stallion nemlig en ekstremt skarp og præcis levering, der afslører, at hun oprindeligt – med inspiration fra sin mor – var freestyle-rapper.
Megan Thee Stallion er ikke en af de der nye rappere, der går mere op i stil og levering end tekster. Hun har, som man siger i hiphoplingo, bars. Og den side af musikken har hun også finpudset, fordi hun er kvinde, forklarer hun i The Fader-interviewet.
»De kritiserer dig hårdere, end de kritiserer mændene. Hvis jeg var derude og lavede små lyde som Uzi og Carti, ville folk ikke kunne lide det«, har Megan Thee Stallion fortalt med reference til to af de mest populære såkaldte mumble-rappere. Lil Uzi Vert og Playboi Carti er nemlig mere interesserede i nyskabende lyde og totalt ligeglade med komplekse tekster eller punchlines.
Megan Thee Stallion er det modsatte af de to: Det tekniske aspekt af rapgenren er centralt for hende. For nyligt uploadede hun for eksempel en freestylevideo på Instagram, bare for lige at flekse sine evner.
Men hun er samtidig alt andet end sådan en kedeligt overkompliceret rapper, der kun tænker i dobbeltrim og metaforer og glemmer, at ordene også skal lyde godt, når de bliver sagt.
For ud over at være inspireret af freestyle-kulturen, har Megan Pete især ét stort forbillede: Houston-rapperen Pimp C fra duoen UGK. Dén duo er legendarisk i sydstaterne, hvor især deres ’Ridin Dirty’-album fra 1996 har klassikerstatus.
Andre vil måske kende dem fra gæsteoptrædener på Jay-Z’s ’Big Pimpin’ og Three 6 Mafias ’Sippin’ On Some Syrup’. Sidstnævnte var faktisk Megan Thee Stallions første yndlingssang og en af hendes introduktioner til hiphop. Siden har hun blandt andet opkaldt sit første alter ego, Tina Snow, efter Pimp C’s alias Tony Snow.
Dén hang til alter egoer har holdt ved: På det senere mixtape ’Fever’ møder vi den rowdy Hot Girl Meg, mens ’Suga’ introducerede os for en karakter af samme navn, der var mere genert.
Noget andet, Megan Thee Stallion har lært af Pimp C, er, at udstråling er vigtig. Det er fra ham, hun har lært, at når du udtaler hvert ord som om, det var det mest legendariske nogensinde, så bliver det det mest legendariske nogensinde.
»Jeg elsker, at Pimp C er så kæphøj«, har hun fortalt Billboard. »Han får mig til at føle mig så selvsikker og så cool. Så når folk lytter til min musik, vil jeg have, at de føler det samme«.
Så vidt, så Houston. Ovenstående fortælling lyder jo som opskriften på en lokalstjerne, der måske kunne blive en stjerne i visse dele af Houstons rapmiljø, og Megan Thee Stallion fik da også en smule medvind med en tidlig freestyle over Drakes ’4pm In Calabasas’ (1:33 inde i nedenstående video) samt den hårdtslående ’Stalli Freestyle’. Men meget tydede på, at karrieren ikke ville nå meget længere end det.
Fra skolebænken til den store scene
I slutningen af 10’erne, hvor Megan Thee Stallion sigter mod den nationale scene, lyder hendes musik faktisk decideret ufashionabel. De fleste store rappere bruger autotunet sang-rap eller mumle-flows. Soundcloud-rappen har tilføjet råbe-rap til ligningen. Så der er egentlig ingen, der lytter til klassisk freestyle-rap.
»Jeg fattede ikke, at musikken kunne ændre sig fra noget, jeg elskede, til det, der er lige nu«, har hun sagt til The Fader. »Altså, rapper vi ikke længere?«
Rapkarrieren har således ikke umiddelbart været prædestineret til succes. Men Megan Pete har jo samtidig også haft uddannelse og arbejde. Hvilket ikke altid har været en nem balanace – især da den første succes indtraf.
»Efter ’Tina Snow’ udkom (i 2018, red.), havde jeg så mange optrædener, og jeg var i studiet hele tiden«, har hun sagt til Rolling Stone. »Jeg tænkte: ’Shit, jeg skal i skole!’ Det var for meget«.
Den første succes skyldes – udover rapevner – et andet vigtigt aspekt ved fortællingen om Megan Thee Stallion: Instagram og andre sociale medier. For den senere rapstjerne har helt enkelt det der lille ekstra – dén der unægtelige tilstedeværelse, der gør hende til en stjerne, hver gang nogen vifter en iPhone foran hende.
Hun er god til at skabe catchphrases som ’Hot Girl Summer’ på samme måde, som hun er genial til at time sine ad-libs. Seriøst, hendes timing, når hun kaster et ’oww’ efter en særdeles grov punchline, er perfekt.
Derudover sker der i 2019 en udvikling hen imod mere lyrisk rap, efter at dén slags musik har været ude i kulden længe. Rappere som NLE Choppa slår igennem med hiphop, der har Soundcloud-rappens brutale energi, men samtidig har lyrisk ambitiøse flows. Samtidig er DaBaby blevet scenens nye stjerne med en punchline-pakket, intens stil, der ikke er ulig Megans.
DaBaby er i øvrigt endnu mere en Instagram- og meme-baseret artist. Han laver en lang række mediestunts, der involverer slåskampe, at gå med ble og at kaste falsk weed ud til publikum. Hans vej til succes ligner Megans – bare med et større fokus på det gakkede end Houston-rapperen.
Anyway: Det korte og det lange er, at Megan Thee Stallion pludselig ikke står så udenfor tidsånden alligevel. Kontant rap er på vej tilbage. Og hendes social media-tilstedeværelse er lige det ekstra spotlight, hun har brug for. Og så eksploderer mixtapet ’Fever’ samt singlen ’Big Ole Freak’.
Den kvindelige pimp-persona
Det mixtape og den sang viser præcis, hvad Megan Thee Stallion kan: Hun har freestyle-rapperens tekniske evner og en pimp-agtig attitude og karisma, der nok får Pimp C til at smile stolt oppe i himlen. Og, nå ja, så har hun en både positiv og assertiv attitude overfor sex.
»Det er okay for drengene at snakke om gruppesex, og at de bare vil have et blowjob, og at de vil skyde efter alting, og at de vil have stoffer«, har hun sagt til Rolling Stone. »Well, så burde vi alle kunne snakke så hårdt. Jeg gider ikke høre på alt det der med ’Det er stødende!’ eller ’hun snakker kun om fisse!’«.
Nu er det ikke noget nyt, at kvinder rapper om sex, eller at de rapper på lige fod med mændene. Men det sker i et nyt omfang nu og på flere forskellige måder.
Der er både Nicki Minajs mere tegneserieagtige sexsange, Cardi B’s aggressive sexrim, der trækker på hendes erfaringer som stripper – og Megan Thee Stallions inkarnerede Houston-pimp-rap, der insisterer på, at man sagtens kan være kvinde og rappe lige så seksuelt selvsikkert som Pimp C.
Og når man rapper om sex på en overlegen måde, handler det ikke nødvendigvis kun om sex – men om at føle sig selvsikker og i kontrol i det hele taget, har hun fortalt Billboard:
»Når jeg laver musik, håber jeg, det rammer nogen og får dem til at føle: ’Ved du hvad, fuck det her, jeg er en bad bitch!’ Jeg ved, at jeg skal blive ved med at være sådan, som jeg er, så jeg kan inspirere andre kvinder til at føle sig på samme måde. Selvsikkerhed starter hos dig selv«.
Dén diskussion af kvinders ret til at udtrykke sig, som de vil, er noget, Megan Thee Stallion har taget på sig i både sange og interviews. Som på 2020-singlen ’B.I.T.C.H.’, hvor hun rapper om, at hun ikke gider lade en kæreste fortælle hende, hvordan hun skal danse: »It’s 2020, I ain’t finna argue bout twerking«.
Det er en kamp, hun har kæmpet mange gange før. Megan Thee Stallion har således tidligere fortalt om, at hun og to veninder fik en påtale af deres universitet, fordi de gik med små shorts og var kendt for at lave twerk-videoer: »Tænk, jeg er virkelig i problemer for at twerke nu«, har hun fortalt Rolling Stone, at hun tænkte dengang.
Påtalen satte heldigvis ikke de dybe spor hos rapperen, og nu, i sommeren 2020, er Megan Thee Stallion endelig nået frem til toppen. Hun kæmpede en kamp mod sit eget pladeselskab for at få lov til at udgive albummet ‘Suga’ og fik et kæmpehit med ‘Savage’, der endda fik et remix med hjælp fra Beyoncé. Det var den ultimative anerkendelse, for Beyoncé kommer jo også fra Houston. ‘Savage’-remixet blev rapperens første nummer 1-single.
Dermed var der en følelse af, at nu havde Megan Pete kæmpet sig fra bunden og helt til tops. Hun havde klaret den. På trods af, at hendes stil var ufashionabel; på trods af, at hun måtte være teknisk bedre som kvindelig rapper; på trods af, at hun gik på universitetet samtidig og ovenikøbet fik twerk-forbud. Megan overvandt det hele.
Og så kommer fucking Tory Lanez og skyder hende i fødderne.
Nummer 1 med skudhuller i fødderne
Det er knap til at tro. Lige når det hele endelig går godt, efter jeg ved ikke hvor mange års arbejde, er der efter sigende (ingen er dømt endnu!) en lille forsmået mand, der skyder hende, når hun er forsvarsløs. Det er i hvert fald sådan, det er foregået, ifølge Megan Pet.
Når det så er sagt, er ’forsvarsløs’ næppe et ord, jeg forventer at bruge om Megan Thee Stallion nogensinde igen. Hun virker ustoppelig.
Få dage efter skudepisoden var hun således på stripklub med rapperen Asian Doll. Derefter gik hun på Instagram Live og forsvarede sig mod alle de memes og jokes, der florerede om skudepisoden.
Hun fortalte med total åbenhed om, hvor traumatiserende oplevelsen havde været, og at det på ingen måde var en joke for hende. Og langede ud efter dem, der kritiserede hende, eller betragtede det hele som én stor vits.
Og så, et par uger efter at være blevet skudt, udgav hun Cardi B-samarbejdet ’WAP’, der gik nummer et på den amerikanske hitliste. Senest har hun givet en imponerende virtuel koncert med fuldt lysshow, dansere og flere garderobeskift.
Selv da Tory Lanez-episoden så ud til at sabotere karrierens foreløbige højdepunkt, har hun altså rystet det af sig forbløffende hurtigt. Megan Pete virker ekstremt hårdfør, og når man betragter hendes livshistorie, kan man se, at det ikke har været en nem vej. Der har været tab og modgang.
Men hun har overvundet det hele. Så selvfølgelig kan end ikke skud i begge fødder stoppe Megans vej. Thee Stallion rider fortsat mod toppen.