Megan Thee Stallion leger med to nye genrer på det lovende minialbum ‘Suga’

4 6
Megan Thee Stallion leger med to nye genrer på det lovende minialbum ‘Suga’
Megan Thee Stallion.

I forhold til, hvor hypet hun er, har Megan Thee Stallion egentlig ikke en specielt fashionabel rapstil. For Houston-kunstneren rapper hurtigt, har en skarp teknik og angriber beatet med en koncentreret aggression, der gør, at hver linje føles som en lyrisk lussing.

Men hun er virkelig ikke specielt 2020-agtig: Der er ingen autotune, ikke specielt mange melodier og heller ikke vanvittig meget variation. Hendes nærmeste musikalske slægtning er DaBaby, der pudsigt nok fik sit store gennembrud nogenlunde samtidig med Megan Thee Stallion sidste år, og som hun har lavet hittet ’Cash Shit’ med.

Til gengæld krydrer DaBaby sin intense rapstil med masser af ad-libs, komisk sans og gimmicks, mens Megan Thee Stallion er langt mindre pleaser-agtig. Hun rapper bare og satser på, at det er nok i sig selv. Der er ikke så meget pis med Megan.

Da rapperen skulle lave en catchphrase om til et hit på sidste års ’Hot Girl Summer’, inviterede hun således også Ty Dolla Sign med for at lave omkvædet. Som om hun godt vidste, at den der smooth-syngende stil ikke var hende.

På den måde er ’Suga’ lidt af en omvæltning.

Det ni sange og 24 minutter korte minialbum giver os godt nok et par klassiske, overlegne Megan The Stallion-tracks i form af ’Savage’, ’Rich’ og ’Captain Hook’, hvor rapperen bruger seksuel overlegenhed på en mindst lige så grov måde som sydstaternes hårdeste mandlige rappere: »I love niggas with conversation that find the clit with no navigation / mandatory that I get the head, but no guarantees on the penetration«.

På de sange kombinerer Megan Thee Stallion den slags bastunge, rungende beats, der har været populære siden Soundcloudrappens gennembrud, med uforskrækkede sexrim og overlegne flows, der lyder som noget, hun har lært af de tidligere Houston-ikoner UGK. Der er noget meget nutidigt over sangenes beats, men stemningen er meget regional; det føles som klassisk Houston pimp-rap.

Men ud over de sange inviterer ’Suga’ også to uventede genrer indenfor: G-Funk og r’n’b.

Førstnævnte fungerer storslået på 2Pac-nyfortolkningen ’B.I.T.C.H.’, der analyserer dobbeltmoralske forholdsdynamikker og blandt andet har den her ret geniale linje: »I ain’t perfect and I try to fix the shit that ain’t workin’ / but it’s 2020, I ain’t finna argue ’bout twerkin’!«.

Kehlani-samarbejdet ’Hit My Phone’ gynger og hopper samtidig som en lowrider i Los Angeles – man kunne næsten tro, at Megan Thee Stallion havde lavet den, mens Dr. Dre, Snoop Dogg og Kurupt sad i studiet og nikkede anerkendende.

R’n’b-forsøgene er mere ujævne. ’Crying In the Car’ forener et saligt, næsten Chance the Rapper-agtigt beat (der utroligt nok er produceret af Neptunes!) med en ikke helt vellykket autotune-vokal og formår at lyde som en dårlig karaokeversion af Kanye Wests ’College Dropout’. Og ’What I Need’ er en frustrerende monoton størrelse, der helt mangler fremdrift.

På de sidste sange bliver det klart, at lige så meget som Megan Thee Stallion er en naturkraft, når det kommer til rendyrket rap, lige så lidt passer hun ind i rollen som r’n’b-sanger. Heldigvis dominerer rapperen Megan på størstedelen af det her mestendels lovende minialbum.


Kort sagt:
Megan Thee Stallions oftest lovende minialbum kombinerer klassiske, hårdtslående raptracks med uventede g-funk- og r’n’b-sange.

Megan Thee Stallion. 'Suga'. Album. 1501 Certified.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af