DaBaby er en anti-mumblerapper, og det er en af årsagerne til, at han lyder så forfriskende. Efter en række år, hvor de fleste nye rappere snøvlede deres sætninger, druknede deres lyd i autotune og i det hele taget rappede som om, beatet var en strandstol, man skulle slappe helt af i, føles DaBaby som en spand koldt vand i hovedet på en småsovende strandgæst.
Ikke mere søvnig slummer: DaBaby er kommet for at vække os allesammen med et flow, der sparker benene væk under strandstolen. Det har han i dén grad bevist med sine to 2019-album ‘Baby On Baby’ (fra marts) og det nye ‘Kirk’, der udkom i fredags.
På de album dyrker DaBaby en form for rendyrket, teknisk stærk rapstil, men dermed ikke sagt, at han er en tør gammel klassicist, der vil spole tiden tilbage til 90’erne, hvor alt handlede om dobbeltrim og punchlines. DaBabys flow er i stedet kroget, legesygt og skørt, han er samtidig tit melodisk, og så er han fucking sjov.
Derudover er Jonathan Lyndale Kirk, som han hedder, måske mere teknisk rap-orienteret end mange af sine samtidige, men han er på ingen måde fremmed for de memes, pr-stunts og virale tricks, der er blevet hiphoppens nye valuta.
Han har for eksempel skabt røre ved at starte en (sandsynligvis iscenesat) slåskamp i en Louis Vuitton-butik, ved at kaste posevis af falsk weed ud til en koncert – og ved at gå rundt med ble på (fordi han hedder DaBaby, duh). Senest slog han ud efter en fan til en koncert, fordi personen prøvede at hive fat i hans kæde. Rapperen ved, med andre ord, hvordan man skaber tilpas meget røre til, at opmærksomheden aldrig forsvinder.
DaBaby taler altså meme-kulturens sprog flydende. Men i modsætning til mange andre rappere som Blueface og Lil Pump, der er blevet reduceret til omvandrende memes, så er der også en væsentlig substans bag de virale stunts. De mange memes skaber opmærksomhed om musikken – de er ikke et mål i sig selv.
Ikke tid til at vente på beatet
Det blev især tydeligt på gennembrudsalbummet ’Baby On Baby’ fra tidligere i år, der frem for alt var fascinerende, fordi det konstant lød som om, DaBaby var ved at sprænges af iver efter at angribe hvert beat. Man følte, man kunne høre energien eksplodere ud af ham. Altså: Det siger måske alt, at DaBaby begynder at rappe, før der overhovedet er noget beat på albummet.
Åbningsnummeret ’Taking It Out’ starter nemlig bare med, at rapperen fyrer sine linjer af, og så må beatet ellers komme i gang med at indhente ham. Dén nærmest overentusiastiske tilgang til at rappe har skabt en masse memes, der handler om, at DaBaby rapper før beatet – og det passer faktisk. For energien i de bedste sange på ‘Baby On Baby’ (’Suge’, ’Baby Sitter’, ’Taking It Out’, ‘Goin Baby’) kommer af spændingen, der opstår, fordi rapperen spurter forud for musikken.
Igen: Kontrasten til andre samtidige rappere som Lil Pump og Blueface er ikke til at overse. Lil Pumps lyd er baseret på en række skæve ad-libs (»esketit!«), mens Blueface er kendt for at rappe off-beat. DaBaby er til gengæld så fokuseret på at rappe, at han ikke engang har tid til at vente på beatet.
Hvis der er én rapper, der kan ses som en forgænger for den her tekniske trap-stil er det Offset fra Migos, og når han dukker op på ’Babysitter’ er det et af albummets stærkeste momenter. De to rappere er nok de mest teknisk avancerede rappere inden for det hiphoplandskab af trap og post-Soundcloud-rap, der dominerer lige nu, og på ’Baby Sitter’ er det som om de opildner hinanden til nye niveauer af intensitet.
Dén intensitet forsøger DaBaby at bibeholde på hele albummet – på godt og ondt. For hvis der er én svaghed på ’Baby On Baby’, så er det, at den her højintense artist kun har ét gear. Selv når han rapper over et caribisk-orienteret olietønde-beat som ’Celebrate’, der lægger op til en festlig atmosfære a la Kodak Blacks ’Zeze’, kender DaBaby kun én form for flow: Det hurtige, overivrige. Og på sange som ‘Celebrate’ passer det på ingen måde til produktionen.
Samtidig er resultaterne, når han prøver at bløde flowet lidt op, ikke altid lovende – ’Best Friend’ prøver at være melodisk (og låner flowet fra XXXTentacions ‘Sad!’), men lyder mest af alt barnlig og enerverende med sit skolegårds-drilske omkvæd.
Men når produktionen matcher den pauseløse rapstil, som er rapperens signatur, opstår der magi. Som storhittet ’Suge’, der indkapsler alt det gode ved DaBaby. Det minimalistiske beat er en tordnende kulisse, der giver masser af plads til rapperens dominerende flow.
Det lyder som det næste skridt efter Soundcloud-rap: Masser af bas, energi og tyngde, men uden subgenrens helt grove og punkede træk. En form for fusion af trappens generelle lydbillede og snørklede flows med Soundcloud-rappens energi. Man kunne godt kalde DaBaby for den første rendyrkede post-Soundcloud-rapper. Og det er netop fordi, ‘Baby On Baby’ lyder som hiphoppens naturlige næste skridt, at det er et skelsættende album på trods af sine svagheder.
DaBaby bliver personlig
’Suge’ er streamet over 200 millioner gange på Spotify og har åbnet døre for DaBaby. Siden har han samarbejdet med ægte verdensstjerner som Post Malone (’Enemies’) og Chance the Rapper (‘Hot Shower’) og er blevet inviteret med på remixes af folk som Lizzo (’Truth Hurts’) og Lil Nas X (‘Panini’). Samtidig er han blevet en del af det dominerende trap-label 300 og har bidraget til pladeselskabets seneste compilation med endnu et stærkt Offset-samarbejde i form af ’Pink Toes’.
Med andre ord: DaBaby er nu en del af det helt fine selskab og er samtidig blevet den rapper, alle de store ringer til, når de skal have en feature. Manden bag ’Suge’ er blevet artisten, alle snakker om. Og som alle venter på. Nu er albummet ’Kirk’ landet – og det indfrier faktisk forventningerne, samtidig med at det udvider rapperens lyd på en måde, man ikke helt troede var mulig, efter at have hørt ’Baby On Baby’.
Alle dem, der elskede den overivrige rapper, der ikke kunne vente på, at beatet droppede på ’Baby On Baby’, får en helt vanvittig magtdemonstration på ’Off the Rip’, der formår at binde en helt ny sløjfe på dén stil. Beatet er stort set bare en stortromme, der gynger afsted som en kæmpestor hoppebold, mens DaBaby går ren Busta Rhymes i fuld turbo-modus. Det lyder allerede som en af årets mest intense rapsange – »I’m still the best rapper«, siger DaBaby et sted (med reference til en lignende linje på ’Baby On Baby’-introen ’Taking It Out’), og i dét øjeblik føler man sig fuldt overbevist om, at han ikke lyver.
’Prolly Heard’, ‘Bop’, ’Toes’, ‘XXL’ og ’Raw Shit’ er lignende banger-sange, der holder et højt niveau – og sidstnævnte byder eksempelvis på Migos-feature og rapperens signatur-move med at rappe, før beatet overhovedet starter. De fleste sange har samtidig varierede produktioner, der bidrager til, at albummet aldrig føles monotont – som kirkeklokkerne på ‘XXL’ (der genbruger verset fra DaBabys XXL-freestyle) eller fløjtelydene på ‘Toes’.
Men mod slutningen af albummet er det svært ikke at føle, at rapperen er løbet tør for ideer – og i modsætning til ‘Baby On Baby’ er det heller ikke længere første gang, vi hører den her slags sange. Derfor er udgivelsens store trumfkort faktisk de sange, hvor der sker noget uventet: DaBaby bliver personlig.
Årets bedste nye rapper
Det starter allerede på introen, der er DaBabys nok mest personlige sang til dato. Den handler blandt andet om hans datter, og om hvordan han mistede sin far samtidig med, at han slog igennem som kunstner: »You know I never gave a fuck about the world, just about my family / how the fuck I make it to the top same day I lost the nigga that had me?«.
Tabet af faren går igen på ’Gospel’, hvor DaBaby på uventet vis rapper over et beat, der lyder som gammel Kanye West: »This shit right here sound like som gospel / I lost my daddy the same week that they lost Nipsey«. Utroligt nok er det DaBaby, der dominerer sangen, selv om den både har et stærkt Gucci Mane-vers, der ville stjæle nummeret fra de fleste andre rappere, og et grufuldt gnæggende Chance the Rapper-indspark, der ville punktere sangen for endnu flere.
‘Intro’ og ‘Gospel’ viser en uventet nuanceret DaBaby, der bruger intensiteten fra sine banger-tracks til at udforske sit eget liv – næsten en smule som Meek Mill. Andre steder viser han, at han er blevet bedre til melodisk, blødere rap (Nicki Minaj-samarbejdet ‘iPhone), og så samarbejder han med rapperen, der inkarnerer over-intense trap-flows: Kevin Gates (‘Pop Star’).
Gospel, melodiske tracks, soul-rap, bangers: Det føles på en måde som om, at DaBaby kan alt lige nu. Generelt er ‘Kirk’ altså – man kan ikke sige det på andre måder – bare lyden af en rapper, der har den.
DaBaby ved, at alle kigger på ham lige nu, og leverer hertil albummet, der langt hen af vejen beviser, at opmærksomheden er fortjent. ’Baby On Baby’ var albummet, der fik alle til at lytte efter og introducerede os for en ny lyd. ’Kirk’ er albummet, der beviser, at DaBaby også kan have flere dimensioner. Tilsammen er de to album ét stærkt argument for, at han er årets bedste nye rapper.
Lyt til podcast: Hvem er årets største raptalenter? Soundvenues hiphop-podcast snakker DaBaby, Megan Thee Stallion og co.